Der var engang, hvor vores helt nye sundhedsreform skulle sikre mere nær sundhed, mere sammenhæng og mere til dem med størst behov. Og engang, hvor psykiatrien skulle løftes af 10-årsplan og akutplan.

Men nu står psykiatriske patienter alligevel over for at miste deres muligheder for et nært og sammenhængende tilbud, når tilstanden forværres i en grad, der kræver indlæggelse.

For få dage siden sendte Region Nordjylland et oplæg i høring, hvor de psykiatriske sengepladser i Thisted og Frederikshavn foreslås lukket. Timingen alene er et alarmsignal, for kun de værste forslag sendes i høring i en sommerferie, hvor færrest holder øje, og medierne er på nedsat kraft. Og er der grupper i samfundet, der ikke kan forventes at have overskud og overblik til at opsnuse foreslåede forværringer på sine vegne, er mennesker med psykiatrisk sygdom en af dem.

For mere end 10 år siden var et lignende forslag i spil fra regionen. Dengang var der ramaskrig fra både patienter og politikere. Det var et spareforslag, og det blev mødt med de samme relevante modargumenter, som stadig gælder. Herunder den åbenlyse forbedring af sammenhængen i forløbene, når det sammenlagte sengeafsnit og ambulatorium gør det muligt at møde sin ambulante behandler før eller i forbindelse med udskrivelsen. For slet ikke at nævne vidensdeling, fleksibilitet og sammenhæng personalet imellem.

Sammenhæng er et kærkomment fokusområde i den nye sundhedsreform, og yderligere centralisering af psykiatriske sengepladser gør det yderst vanskeligt at skabe bindeled mellem indlæggelse og ambulant behandling. Personalet er et skifte. Lokationen er et skifte. Eventuelle behov for indlæggelse igen er et skifte, og vurderingen ligger hos skiftende behandlere.

Som led i sundhedsreformen vil flere opgaver flyttes til almen praksis. Udover det selvsagte behov for øget kapacitet i praksis til flere opgaver, vil en overgang til opfølgning i praksis også kunne forbedres ved f.eks. deltagelse i udskrivelses- eller afslutningssamtaler i psykiatrien. Det kræver nærhed, for ikke alle kontakter er ligeværdige som virtuelle skærmoptrædender.

Afstand er også en markant faktor i at gøre tilbud uligeværdige. På så lange afstande som f.eks. her fra Thy/Mors til Brønderslev er det ikke realistisk at have samme støtte fra pårørende, at skabe kontakt og relation med sin eventuelle bostøtte, at hjemmetræne - en glidende overgang til livet hjemme for at sikre succes i udskrivelse og forebygge hurtig genindlæggelse.

Det er svært nok at komme igennem til psykiatrien som patient. Afviste patienter, som afviste henvisninger er, tager til i omfang - mest markant siden regionernes overgang fra aktivitetsbaseret til rammestyret økonomi. I Nordjylland er Børne-Unge-Psykiatrien allerede svært centraliseret og svært tilgængelig med uholdbare ventetider. Voksenpsykiatrien ser nu desværre ud til at være på vej i samme retning. Og når de psykiatriske tilbud er for svært tilgængelige, er det et svigt af de mennesker, der har størst behov.

Årsagen er angivet som manglende rekruttering af psykiatere. Altså en opgave, der alene påhviler regionen. Hidtil har mange stillinger på de perifere afdelinger været besat af langtidsvikarer, men det har Danske Regioner i fællesskab sagt stop for. En beslutning, der i sig selv er fornuftig, for de havde tendens til at udhule budgetter og derigennem forværre muligheden for permanent rekruttering.

Men det bliver dumt, når det får så skadelige konsekvenser som centralisering af psykiatrien, fordi der ikke i forlængelse af beslutningen foretages en reel og effektiv rekruttering.

Det har konsekvenser, når regioner træffer principbeslutninger. Økonomistyringen medførte en eksplosion af afviste patienter. Langtidsvikarstoppet medfører yderligere centralisering af psykiatrien som en markant forværring for patienterne, fordi den bundne rekrutteringsopgave ikke finder vilje eller evne i regionen.

Viden er ikke det, der mangler. Utallige gange har lægelige organisationer og især Yngre Læger påpeget muligheder for rekruttering, som ikke tages op regionalt. Det er et politisk valg. Ligesom det er et politisk valg at forværre mulighederne for en relevant, sammenhængende og nær behandling for mennesker med psykisk sygdom.

Helt forsimplet kunne planlægningen i stedet starte med at spørge:

Hvad er vigtigt for dig?

For patienterne.

For det personale, man måske vil rekruttere.

For at gøre sundhedsvæsenet relevant.