Bustrafik

Aftale: Chaufførerne bliver smidt af busserne

Allerede efter sommerferien begynder selvkørende busser at rulle på Astrupstien

Selvkørende busser begynder efter sommerferien at rulle i Aalborg Øst. Foto: Aalborg Kommune

Selvkørende busser begynder efter sommerferien at rulle i Aalborg Øst. Foto: Aalborg Kommune

AALBORG ØST: Aalborg Kommune og firmaet "Autonomous Mobility" har indgået et partnerskab om at indsætte selvkørende busser i Aalborg Øst.

Det er på baggrund af en tilbudsrunde, at Aalborg Kommune har valgt virksomheden som samarbejdspartner i udviklingsprojektet med selvkørende shuttlebusser i Aalborg Øst. Det betyder, at Aalborg Kommune og Autonomous Mobility vil indsætte selvkørende shuttlebusser som et forsøg i en periode på mindst to år.

I en pressemeddelelse fra parterne står der blandt andet:

"Aalborg Kommune har i samarbejde med Aalborg Universitet og Nordjyllands Trafikselskab skabt rammerne for et unikt forsknings- og udviklingsprojekt, og med valget af Autonomous Mobility som operatør og samarbejdspartner er projektet et skridt tættere på at blive virkelighed".

SELVKØRENDE BUSSER i AALBORG ØST

De selvkørende busser kommer til at køre på en strækning på 2,1 kilometer på Astrupstien i Aalborg Øst.
Det bliver gratis at benytte busserne i forsøgsperioden.
Busserne er 100 procent eldrevne og lader op i en garage knyttet til ruten.
Busserne kan køre autonomt på niveau 4 og navigerer ved hjælp af en række sensorer og LiDAR-teknologi..

Mette Skamris Holm, afdelingsleder i Aalborg Kommune, udtaler:

- Vi har i lang tid arbejdet på at få førerløse busser ud at køre på Astrupstien i Aalborg Øst til gavn for alle beboere og institutioner i området. Med valget af Autonomous Mobility som operatør har vi fået en kompetent og erfaren spiller med ombord i projektet. Nu sætter vi alle kræfter ind på at få de nødvendige tilladelser fra myndighederne, så vi kan rulle shuttlebusserne ud på stisystemet i Aalborg Øst efter sommerferien 2018.

Jakob Münter, forretningsudvikler hos Autonomous Mobility, udtaler i samme pressemeddelelse:

- Selvkørende shuttlebusser vil skabe stor værdi for borgerne i Aalborg Øst, hvor man har brug for en fleksibel og bæredygtig transportform, som er tilgængelig for alle. Aalborg Øst er et enormt spændende projekt, og vi glæder os til at tilbyde beboerne en helt ny måde at bevæge sig på. I projektet får vi mulighed for at afprøve fuldt førerløs drift. Samtidig får vi en unik viden om, hvorvidt de selvkørende busser vil skabe bedre sammenhæng og øget tryghed i området.

I sommeren 2017 blev der også budt på ture med en selvkørende bus i Aalborg. Dengang skete det i forbindelse med landsstævnet. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

I sommeren 2017 blev der også budt på ture med en selvkørende bus i Aalborg. Dengang skete det i forbindelse med landsstævnet. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Pilotprojektet i Aalborg Øst

Projektet i Aalborg Øst skal øge mobiliteten med selvkørende teknologi, så flere mennesker kan komme omkring på en let, sikker og bæredygtig måde. Formålet med projektet er i punktform:

•at højne den interne mobilitet i området

•at mobilisere en gruppe borgere, som i dag ikke er så mobile

•at linke boligområdet til den øvrige kollektive transport ud af området

•at gøre Aalborg Øst til en ’first mover’ inden for selvkørende teknologi

•at øge trygheden i området samt skabe lokalt ejerskab til shuttlebusserne

•at bidrage med viden om mødet mellem teknologi, by og mennesker

Elektriske shuttlebusser med kapacitet på op til 14 passagerer sættes i drift på en 2,1 kilometer lang strækning på den nyrenoverede Astrupsti i Aalborg Øst. Busserne deler kørebane med cykler, mens fodgængere får et afgrænset tracé. Der kommer til at være 10 stoppesteder på ruten, og det er planen, at busserne kører i 15 minutters intervaller.

I starten vil Autonomous Mobility bemande busserne med en operatør for at give passagererne en god oplevelse med den nye teknologi. Grundet projektets forsøgskarakter vil driften løbende blive optimeret.

Autonomous Mobility er en dansk startup-virksomhed under Semler Gruppen A/S. De har hovedkontor i Kgs. Lyngby, men dækker otte lande. Autonomous Mobility er den første aktør i Danmark, der har indsendt ansøgning om tilladelse til at gennemføre et konkret pilotprojekt med selvkørende køretøjer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst