Alt for stor uvidenhed

P.M.L. hævder videre, at for mig "handler historien ikke om almindelige mennesker". Jeg skulle lige frem være ude af stand til at "forstå, hvilke motiver, man (dvs. de almindelige mennesker) kunne have for at gøre oprør mod Besættelsesmagten". Men det har jeg nu aldrig haft nogen vanskeligheder ved. I 1986, dvs. i 50-året for udbruddet af Den spanske borgerkrig, fik jeg rejst et mindesmærke for de danske Spaniens-frivillige, som kæmpede på den spanske republiks side mod fascisten Franco - trods et europæisk forbud. Disse frivillige var just ikke ledende i samfundet. Monumentet er rejst vis a vis Frihedsmuseet med minder fra Besættelsestiden. Mange af dem deltog nemlig senere i Modstandskampen. Endvidere har jeg i over fire årtier skrevet mange sider om netop "almindelige mennesker", og jeg har i ligeså mange år stået som medlem af det parti, hvis uvisnelige fortjeneste det er, at det har sikret disse "almindelige mennesker" bedre vilkår - så meget bedre, at mange af deres efterkommere nu stemmer borgerligt. Endelig har jeg siden 1982 gennemført video-samtaler med en lang række "almindelige mennesker", som har kunnet fortælle om deres livsvilkår - bl.a. tørvearbejderne tilknyttet Lundergaards Mosebrug ved Kaas. Jeg håber, at de er tilstrækkeligt "almindelige" for min skarpe kritiker, P.M.L. Jeg nåede i 1982 helt tilbage til en pianosnedker - altså et ret "almindeligt menneske" - der som 10-årig i 1899 "oplevede" den lockout, hvor DA i godt tre måneder udelukkede to tredjedele af LOs medlemmer. I historiebøgerne omtales denne begivenhed som "Septemberforliget", dvs. den "arbejdsmarkedsgrundlov", som blev et resultat af denne arbejdskamp. De københavnske arbejdere havde et andet ord for kampen. De kaldte den for "Hungerkrigen" - ikke uden grund. Stadslægen kunne nemlig godtgøre, at børnedødeligheden her i sommeren 1899 var den højst registrerede. Den ansvarlige for storlockouten, DAs formand, storentreprenøren Niels Andersen havde i øvrigt nordjysk oprindelse. Han var født i Ydby ved Hurup og fik en bogholderikursus som befalingsmands-elev i København. Det var hans teoretiske ballast. Andersen kom selv fra små kår, og han var ikke uden social forståelse. Det var "Jernbaronerne", som pressede ham til at gennemføre en af de største arbejdskampe, verden havde set, og som altså kostede arbejderbørn livet. Men sådan noget kan man jo ikke skrive om i historiebøgerne. Når jeg kritiserer Hvidsten-filmen, er det, fordi den pletvis lægger op til den velkendte kritik af SVKR-samlingsregeringen for at have "samarbejdet" med tyskerne og med antydninger af, at det skulle være sket på tværs af folkets ønsker om at gribe til våben. Det er imidlertid en kendsgerning, at dette ønske kun voksede langsomt frem blandt en mindre del af befolkningen, og at det først for alvor kom til udtryk i de sidste par år af Besættelsen, hvor alle kunne se, hvilken vej det gik med den tyske krigsløkke. Hertil kommer at et samarbejde jo forudsætter frivillighed. Hvor var frivilligheden for politikerne i forhold til tyskerne? Den var der ikke. Det var altid dem, som bestemte i sidste instans. Hvem er det så, der har haft interesse i at tale om "Samarbejdspolitikken"? På grundlag af adskillige foredrag ud over landet med titlen: "Myten om det folkelige sammenhold under Besættelsen" - med tilhørende video, hvor jeg samtaler med ledende personer fra disse år - er det mit indtryk, at der hersker megen uvidenhed om, at det også dengang meget ledende borgerlige parti (mis)brugte Besættelsesårene til at gavne sig selv og deres kærnevælgere, mens Socialdemokratiet, Konservative, Radikale og Retsforbundet søgte at føre en politik til gavn for hele folket. I historiebøgerne kan man heller ikke læse meget herom. Det kan man til gengæld i min bog "Fremad og atter fremad" (1998) siderne 416-475. I sin bog "Samarbejde og modstand under Besættelsen" (2001) komplimenterer dansk Besættelsestids-histories grand old man Hans Kirchhoff mig i øvrigtfor at have fremdraget emner fra Besættelsestiden, "som aldrig har haft nogen høj status". Det lægger jeg mere vægt på, end Peter Michaels Lauritzens insinuationer af 15.4.