Analyse efter dødsfald: Legionella-bakterier i vandet

Undersøgelse af vandprøver efter plejehjemsbeboer døde

Der var bakterier i vandet på plejehjemmet i Læsø. Foto: Kirsten Østergaard

Der var bakterier i vandet på plejehjemmet i Læsø. Foto: Kirsten Østergaard

LÆSØ:Der var legionella-bakterier i vandet på plejehjemmet på Læsø - men ikke i et omfang, der normalt er farligt.

Det viser en analyse af vandprøver, som blev udtaget kort før jul, efter en kvindelig beboer på plejehjemmet var afgået ved døden på sygehuset i Hjørring. En blodprøve viste spor efter legionella-bakterier, hvilket fik sundhedsmyndighederne til at slå alarm.

Ifølge kommunaldirektør Jørgen Vestby Christiansen, Læsø, er det fortsat uafklaret, om den lungebetændelse - kaldet legionærsyge - som bakterien kan forårsage, var skyld i kvindens død.

- Det, vi her og nu kan slå fast, er, at der i plejehjemmets vandsystem var bakterier. I de prøver, der blev udtaget i koldt og varmt vand, var bakterie-forekomsten ikke af et kritisk omfang. Forekomsten skulle være mindst seks gange så høj, før det blev kritisk for et normalt sundt menneske. Men dels kan lavere bakterie-forekomster være kritiske for ældre, svagelige mennesker. Dels ved vi ikke, om forekomsten på et tidspunkt har været højere, end da prøverne blev udtaget, siger kommunaldirektøren.

Stille vand i rørene

Teorien er, at der længe kan have stået stille vand i rørene ved nogle ubeboede boliger på plejehjemmet. Dette giver ofte legionella-bakterierne bedre vækstvilkår.

Allerede efter dødsfaldet blev rørene skyllet grundigt igennem, ligesom temperaturen på det varme vand efter råd fra Sundhedsstyrelsen blev skruet op til 70 grader.

Myndighederne råder til, at man for at undgå legionalla-bakterier i et vandsystem holder det kolde vand under 20 grader og det varme på mindst 50 grader, og at koldt og varmt vand først blandes, lige når det skal bruges. Bakterien spredes typisk ved, at man under badning indånder forstøvet vand.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.