Men denne gang står Socialdemokratiet et fundamentalt andet sted, når det handler om at håndtere den debat om udlændingepolitik, indvandring fra Mellemøsten og mangelfuld integration, som har rejst sig.

Rundt om i Europa har der været eksempler på, at islamistiske og pro-palæstinensiske grupper har jublet over angrebet på Israel og har udtrykt sympati for Hamas. Herhjemme er israelske flag blevet brændt, blomster er blevet smidt væk fra den israelske ambassade, og i københavnske gader er der blevet kaldt på jihad - hellig krig.

Det har rettet fokus mod de propalæstinensiske grupper og islamistiske miljøer, som ikke respekterer reglerne i det omgivende samfund, ligesom det har ført til fornyet debat om konsekvenserne af mislykket integration.

Tidligere kunne den dagsorden have rystet en socialdemokratisk statsminister og ført til vælgerflugt fra liste A. Men i disse uger er virkeligheden snarere den, at statsminister Mette Frederiksen er en af de politikere, der langer hårdest ud efter de grupper, der ikke kan styre deres had til Israel og jøderne.

I forbindelse med torsdagens markering af Krystalnatten i Tyskland for 85 år siden, hvor nazisternes forfølgelser af de tyske jøder eskalerede voldsomt, skærpede Mette Frederiksen kursen yderligere.

På den dag bad hun formelt justitsminister Peter Hummelgaard om at vurdere, om politi og anklagemyndighed kan skride ind overfor f.eks. demonstranter, der råber på jihad. I et brev, som også blev sendt til retsudvalget og partilederne i Folketinget, erklærede hun sig foruroliget over, hvad hun har været vidne til. 

”Der er personer i Danmark, der ikke har taget vores danske værdier til sig. Det giver mig anledning til stor bekymring,” skrev hun.

Den linje ligger i forlængelse af de erfaringer, som Mette Frederiksen gjorde sig i rollen som justitsminister i SR-regeringen under Helle Thorning-Schmidt. Her fulgte hun på tæt hold politiets jagt på Omar El-Hussein, som i februar 2015 stod bag et terrorangreb i hjertet af København. Først dræbte han filminstruktøren Finn Nørgaard foran Krudthuset på Østerbro. Dernæst myrdede han Dan Uzan, der stod vagt foran den jødiske synagoge.

Allerede dengang blev Mette Frederiksen rystet over, at et menneske, der var født og opvokset i Danmark som søn af palæstinensiske flygtninge, kunne udøve terror mod det land, der havde taget imod hans familie. Men hun blev mere rystet, da hun så, hvordan El-Hussein blev hyldet af islamister og bandemedlemmer, efter at politifolk havde skudt ham.

I bogen ”Mette Frederiksen - Et politisk portræt", som jeg har skrevet om Mette Frederiksen, sagde hun:

”Jeg kom tæt på Dan Uzans forældre i de dage, og jeg vil aldrig glemme begravelsen på den jødiske kirkegård ude på Vestre. Men jeg vil heller aldrig kunne glemme, at flere end 500 mennesker mødte op til begravelsen af gerningsmanden. Hvad lavede de der? At en koldblodig morder kunne samle så mange mennesker, kunne jeg næsten ikke rumme. Til fredagsbønnen i den moske, han var kommet i, dukkede der så mange mennesker op, at de måtte stå ude på fortovet. Det uhyggelige er, at han ikke bare var en afstumpet mand, der var alene. Han havde fundet inspiration hos andre herhjemme.”

Mette Frederiksen understregede dengang, at langt de fleste med flygtninge- og indvandrerbaggrund gjorde sig umage med at blive en del af og bidrage til deres nye samfund. Men hun lagde ikke skjul på, at hun var bekymret over den animositet mod det omgivende samfund og det jødehad, som trivedes i visse miljøer.

I et interview i Politiken i 2020 advarede hun atter mod det had mod jøderne, som bredte sig i Europa, og som ifølge Mette Frederiksen også udsprang fra den yderste venstrefløj og dele af indvandrermiljøet.

”Jeg kan møde folk med jødisk baggrund, der har boet i Danmark i mange generationer og aldrig nogensinde gjort noget som helst dårligt i forhold til Danmark. De skal nu behandles dårligt af nogle, der lige er kommet hertil,” sagde hun.

Overfor avisen gjorde hun det klart, at hun ikke ville acceptere, at flygtninge og indvandrere bringer Israel-Palæstina-konflikten med sig til Danmark. I dag må hun erkende, at konflikten er en realitet herhjemme. Det har hun ikke kunnet forhindre. Men hun har sikret sig, at vælgerne ved, hvor hun står.

Tidligere stod hun selv - og partiet - et andet sted.

Skruer vi tiden tilbage til den dag, 11. september 2001, da et andet forfærdende islamistisk terrorangreb rystede verden, kunne ingen vide, at attentatet mod World Trade Center i New York få måneder senere ville få konsekvenser for et folketingsvalg i Danmark. Men det var præcis, hvad der skete.

Lige efter terroraktionen trådte den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen frem som regeringschefen, der lovede stålsat støtte til USA og talte dunder mod de religiøse fanatikere, der havde fløjet passagerfly direkte ind i World Trade Center, så bygningerne kollapsede og tusinder døde.

Nyrup blev et samlingspunkt midt i det chok, som også ramte danskerne. Men efter kort tid skete der noget, som Nyrup ikke havde set komme. For da valget 20. november nærmede sig, rykkede udlændingepolitik pludselig ind i centrum som et afgørende tema i valgkampen.

Det var Venstre, de Konservative og især Dansk Folkeparti godt rustet til. Det var Nyrup og Socialdemokratiet ikke. Og det blev en af årsagerne til den valgsejr, som de blå partier vandt, og som gjorde Anders Fogh Rasmussen til ny statsminister.