"Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med, vi ejer hele verden. Og så er det problem egentlig løst," lød det kækt fra Thor Pedersen.

Kort efter lød det overalt i medierne, at han lige havde sagt, at Danmark ville blive så rigt, at vi snart ville kunne købe hele verden. De færreste fangede, at Thor Pedersen i virkeligheden havde advaret mod at tro for stærkt på langsigtede prognoser for økonomien.

Historien er god at få forstand af efter torsdagens præsentation af SVM-regeringens finanslovsforslag. Her blev det igen og igen understreget, at dansk økonomi er robust, bomstærk og i topform. For blot at nævne nogle af de rosende tillægsord, som især finansminister Nicolai Wammen og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen øste over dansk økonomi.

Begge ved dog godt, at sagen er mere kompliceret end som så.

Det er ganske vist sandt, at dansk økonomi klarer sig strålende, og at Danmark er kommet bedre gennem corona-, energi- og inflationskrise end andre lande. Når vi ser frem, er den finanspolitiske holdbarhed stærk. Ja, faktisk er det såkaldte råderum indenfor få måneder blevet udvidet først med 16 milliarder og senest med fire milliarder kroner. Kort sagt, pengene fosser nærmest ind i statskassen.

Men som økonomiprofessor Nina Smith slog fast i et interview i Jyllands-Posten i ugens løb, risikerer dansk økonomi alligevel at blive udfordret mere, end de fleste forestiller sig i dag. Eller som hun formulerede det:

- I vores velfærdssamfund ligger der en implicit kontrakt: Alle, der kan arbejde, skal arbejde, også fuldtid, gennem hele deres karriere, bortset fra når de er syge eller på barsel. Man skal nemlig ikke kun forsørge sig selv. Vi, der arbejder, skal være en overskudsforretning, så samfundet har råd til at forsørge dem, som ikke kan klare sig selv.

Problemet er bare, at danskerne næppe vil arbejde så mange timer om ugen eller blive på arbejdsmarkedet i så mange år, som Finansministeriet forudsætter i fremskrivningerne over dansk økonomi. Og dermed kan dansk økonomi – og den finanspolitiske holdbarhed – komme under pres.

Nina Smith påpegede i øvrigt, at det ikke kun er danskerne, der ønsker at arbejde mindre.

- Det er en trend, vi ser på verdensplan. Jo rigere vi bliver, jo mere fritid vil vi også have (..) Det er et kæmpe problem for velfærdssamfundet.

Kort efter blev interviewet kommenteret af Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen. Og han pandede ingenlunde Nina Smiths analyse ned. Tværtimod bakkede han op.

- Vi bliver nødt til at være ærlige over for hinanden og tale om, hvilke voldsomme konsekvenser det har, når nogen vælger at lade være med at arbejde, selv om man kan. For konsekvensen er, at så vil vi ikke længere have verdens bedste velfærdssamfund, sagde han.

Nok så væsentligt fulgte Christian Rabjerg Madsen op med en konklusion, som lød sådan:

- Jeg tør godt melde nu, at den her regering kommer til at træffe en lang række beslutninger, som vil give debat og være upopulære på den korte bane. Det så vi med store bededag. Men jeg tror på, at danskerne også godt kan se, at det er nogle af de beslutninger, der på den længere bane kommer til at sikre, at vi også i fremtiden har mulighed for at investere i vores velfærdssamfund.

Det er netop dette politiske og økonomiske opgør, som SVM-regeringen forbereder sig på.

Når regeringen senere på efteråret præsenterer sin økonomiske masterplan, 2030-planen, vil den kæmpe indædt for at vinde slaget om den præmis, som diskussionen om reformer skal basere sig på. Modstandere af reformer vil groft sagt sige, at der slet ikke er grund til at lave reformer – for det går jo godt.

Regeringens svære opgave bliver at overbevise danskerne om, at reformer er nødvendige.

I regeringstoppen er man i den grad klar over, at forløbet, som førte til skrotningen af store bededag, blev en katastrofe. Ingen af de tre regeringspartier havde før folketingsvalget fortalt, at store bededag skulle slettes som helligdag. Det kom først frem efter valget, og trods massiv modstand fra partierne i Folketinget og protester fra befolkningen maste regeringen sin plan igennem.

Ingen i SVM-partierne har lyst til at gentage katastrofen. Og i det lys bliver året 2006 igen relevant at vende tilbage til. For i den selvsamme sommer, hvor Thor Pedersen jublede over dansk økonomi, fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen et politisk flertal til at støtte både en globaliseringsaftale og en velfærdsaftale.

Aftalerne kom som kulmination på et længere forløb, hvor han effektivt fik forklaret, hvorfor det er vigtigt at styrke forskningen i en verden, hvor viden er en afgørende motor bag velstand og velfærd. Det førte til vedtagelsen af globaliseringsaftalen.

Samtidig fik han nedsat en velfærdskommissionen med stærke økonomer, der argumenterede for, at hvis der i fremtiden skulle være råd til velfærd, skulle danskerne arbejde mere. Det resulterede i velfærdsaftalen, som fastslog, at jo længere vi danskere lever, desto længere skal vi også arbejde.

Foghs succesrige kampagne vil SVM-regeringen gerne forsøge at kopiere, og derfor arbejdes der på planer om at inddrage eksperter og arrangere høringer og konferencer, som skal belyse udfordringerne for det danske velfærdssamfund og dernæst få danskerne til at indse behovet for reformer – ikke mindst for at skaffe nok arbejdskraft fremover.

Det er klogt tænkt, hvis regeringen vil i mål med sine planer. Den har ganske enkelt ikke råd til at tabe flere vælgere på grund af dårligt forberedte reformer. Og uden opbakning fra danskerne vil Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensens ambition om at stå i spidsen for en modig og fremsynet reformregering smuldre.

Thomas Larsener politisk redaktør på Radio4 og har derudover skrevet adskillige bøger om det danske kongehus.