Andreas Bruhn i infight med Viborg
Den tidligere AaB-spiller føler sig presset ud af klubben
AALBORG: På transfervinduets sidste dag fik Andreas Bruhn ophævet sin kontrakt med superligaklubben Viborg FF. Det skete som en konsekvens af, at han blev sendt ud af den såkaldte A-liste med navne, der er spilleberettiget i Alka Superligaen.
Men Andreas Bruhn er utilfreds med Viborgs ageren i sagen. Han følte sig presset til at skrive under på kontraktophævelsen, og den tidligere AaB-spiller har nu kontaktet Spillerforeningen for at køre en sag mod klubben.
- Jeg blev skubbet ud i en situation, hvor jeg skulle tage stilling til, om jeg ville blive i en klub, der kun havde interesse i mig som træningsspiller, eller jeg skulle gøre mig selv arbejdsløs på et tidspunkt, hvor langt de fleste klubber har fyldt trupperne ud ved transfervinduets afslutning, siger Andreas Bruhn til Jyllands-Posten.
Viborg FF’s direktør er dog uforstående overfor kritikken. Morten Jensen fortæller til Viborg Stifts Folkeblad, at klubben i god tid kontaktede Andreas Bruhn’s agent og orienterede om overvejelserne.
- Andreas lagde vægt på, at han skulle ud at spille noget fodbold. Det har han sagt til mig gentagne gange, og han har også bekræftet det over for spillertruppen. Og med denne løsning fik han muligheden for at finde en anden klub. Jeg spurgte Andreas flere gange, om han var sikker på, at det var denne løsning, han ønskede, og det var det, fortæller Morten Jensen til avisen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.