Appelsin i turbanen
Nyt projekt falder godt i tråd med midtbyplan
BRØNDERSLEV: Udnævnelsen af Brønderslev Kommune som kulturarvskommune, kommer som en appelsin i turbanen på kommunen.
Projektet skal ses i sammenhæng med udarbejdelsen af Dronninglund midtbyplan, der i slutningen af september blev præsenteret for borgerne. Som kulturarvskommune forpligtiger Brønderslev Kommune sig til at etablere projekter, der skal forskønne kulturarven i Dronninglund bl.a. ved at se på, hvordan historiske bygninger kan restaureres eller genetableres.
- Vi skal se på, hvordan vi kan forskønne bymidten i byen, særligt med fokus på Slotsgade, samtidig med, at bymidten bevares som færdselsåre i byen. Det er ikke nogen hemmelighed, at mange lokaler står forfaldne og tomme. Og vi vil gerne med projektet undersøge, hvordan vi kan restaurere nogle af bygningerne, så de igen bliver både pæne og anvendelige til fremtiden. Vi vil bl.a. fokusere på, hvilke bygninger der kan renoveres, og hvilke der måske helt skal fornyes. Således at turen fra Dronninglund Slot og op gennem Slotsgade får et pænere udseende i stor respekt for kulturarven, forklarer formand for teknik- og miljøudvalget Karsten Frederiksen (K).
I de senere år har Dronninglund by oplevet en opblomstring, hvad angår tilflyttere. Karsten Frederiksen roser i den forbindelse bl.a. borgerforeningen for en meget aktiv indsats:
- Borgerforeningen leverer et fremragende stykke arbejde og arrangerer forskellige aktiviteter for at gøre bl.a. aalborgensere opmærksomme på byens muligheder som bosætningsby. Vi ved, at det betyder noget, at der både er ’gang i en by’, men også at den fremstår pæn og charmerende, når folk vælger, hvor de vil flytte hen.
Med projektet følger 500.000 kr., der ikke må bruges til lønninger.
Projektet forløber fra 2015-2018. Det bliver teknik- og miljøudvalget, der sammen med kommunens planlæggere får ansvar for projektet. En del af det forberedende arbejde laves i Brønderslev Kommunes regi, men det er også planen at få et arkitektfirma til at lave en overordnet plan.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.