Autocenter har vokseværk
Udviklingscenter på EUC Nord udvider for millioner
FREDERIKSHAVN: Der er fuld fart på, og kunderne står i kø for at komme ind på Autobranchens Udviklingscenter på EUC Nord i Frederikshavn.
Kalenderen med kursister er fyldt frem til oktober i år, og derfor har udviklingscenteret netop taget første spadestik til en tiltrængt udvidelse.
- Pt. kan vi maksimalt have fire hold kursister ad gangen, men når de nye lokaler står klar til efteråret, får vi seks teorilokaler, så vi kan øge kapaciteten betydeligt, siger faglærer Peter Jakobsen.
Udvidelsen betyder også, at autocenteret får større og bedre værkstedsfaciliteter.
- Bilerne bliver større og større, og mange biler har i dag dobbelt-udstødning, og det stiller krav til bedre udsugning på værkstedet, fortæller Peter Jakobsen.
Med speederen i bund
Udviklingscenteret, der blev etableret i 1999, har de seneste år mærket en stærkt stigende efterspørgsel, og interessen er accelereret i takt med udviklingen inden for automobilindustrien.
Det er ikke mindst de nye sikkerhedssystemer i biler med indbyggede kameraer og radar og automatiske bremsesystemer, der kræver løbende efteruddannelse af mekanikere.
Udviklingscenteret er også gearet til at håndtere omstillingen fra benzin og dieselbiler til hybrid- og el-biler. En udvikling som er i fuld gang over det meste af verden, men som herhjemme dog bremses af regeringens afgiftspolitik, der har vist sig som en effektiv bremseklods for salget af el-biler.
Fra 1800 til 2500 kursister
For øjeblikket har udviklingscenteret omkring 1800 kursister om året, og med de nye faciliteter får de plads til 2500 årlige kursister.
Kursisterne kommer fra hele landet samt fra Norge, Sverige, Færøerne og Grønland, og omkring 80 procent af kursisterne overnatter i Frederikshavn. Det svarer til cirka 4.000 overnatninger.
De otte medarbejdere på udviklingscenteret holder sig selv opdateret på det sidst nye på træningscentre i Frankrig, Holland, England og Tyskland.
Massive investeringer
Tilbygningen på Hånbækvej bliver på knap 700 kvadratmeter, og desuden laves en stor indhegning af P-pladserne til de nye biler.
Tilbygningen, der bygges sammen med det eksisterende autocenter, indeholder i stueplan et nyt stort værksted, depot samt udvidelse af kantinen, mens der på første sal indrettes nye, moderne teorilokaler.
Selve byggeriet skal stå færdigt til 1. august, og fra omkring den 1. oktober forventer EUC Nord at kunne indtage de nye faciliteter.
Udvidelsen er budgetteret til cirka 15 millioner kroner og er blot den seneste af en lang række investeringer på EUC Nord Frederikshavn.
Siden 2000 har EUC Nord investeret omkring 100 millioner kroner på Hånbækvej.
HTX-afdeling er blevet renoveret to gange. El-afdelingen er flyttet og renoveret. Desuden har EUC Nord købt og renoveret skolehjemmet, ligesom der er investeret 15 millioner kroner i diverse udstyr.
Centeret i Frederikshavn har blandt andet Citroen, Peugeot, Ford, Mitsubishi, KIA, Suzuki og Jaguar/Land Rover som faste kunder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.