Balladen om hjemmehjælp spidser til

Jørgen Tousgaard (S) tilbageviser, at to modtagere af hjemmehjælp er blevet skåret i tid

Lars Hofmeister
Jette Lund er forvirret på et højere plan. Hun har netop fået at vide, at hun ikke er skåret i hjemmehjælp. Og at hun samtidig kan få mere hjælp, hvis hun vil.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Frederikshavn 26. november 2014 06:58

FREDERIKSHAVN: Formanden for socialudvalget i Frederikshavn Kommune, Jørgen Tousgaard (S), tilbageviser nu, at to modtagere af hjemmehjælp - som tidligere har udtalt sig til NORDJYSKE - er blevet skåret i tid.

Politikerne har besluttet, at hjemmehjælperne skal løbe hurtigere. De skal nå det samme, bare på kortere tid.

En række borgere er imidlertid stærkt utilfredse med, at de er blevet skåret i tid uden at få noget at vide fra kommunen.

- Men jeg kan dokumentere, at hverken Jette Lund (NORDJYSKE 23. november, red) eller Per Helledie (NORDJYSKE 9. november, red) er blevet trukket i tid, hvilket fremgår af hjemmehjælpernes kørelister. Jeg har altså dokumentation for, at de to borgere får den samme hjemmehjælp som før, siger Jørgen Tousgaard.

Ikke enig

Men selv om kørelisterne taler deres eget sprog, er Jette Lund langt fra enig i Jørgen Tousgaards konklusioner.

- Altså, jeg spørger mig selv, hvordan det her hænger sammen. Hvad sker der lige? To gange har jeg fået at vide, at min hjemmehjælp er skåret med 10 minutter om dagen - altså 20 minutter i alt. Jeg har aldrig fået noget skriftligt, og det har udelukkende været mundtlige beskeder, siger Jette Lund, der understreger, at ”hun jo ikke bare finder på nogle påstande ud af den blå luft”.

En visitator ringede

I øvrigt er Frederikshavn Kommune pludselig blevet opmærksom på Jette Lund.

En visitator fra kommunen ringede nemlig i går.

- Jeg havde en meget sød dame i røret. Hun sagde, at jeg sagtens kunne få mere hjemmehjælp, hvis jeg ville. Først får altså at vide, at jeg ikke er skåret i tid. Og så kan jeg pludselig få mere i hjemmehjælp, siger en noget forundret Jette Lund.

Han fastholder

Også Per Helledie fra Try fastholder, at han er blevet skåret i tid.

- Jeg er nu nede på 10 minutter, og hjemmehjælperen kan altså ikke nå meget i det tidsrum, konstaterer Per Helledie.

En tredje borger, som NORDJYSKE har talt med, er Helle Andersen (NORDJYSKE 9. november, red). Hun er blevet kraftigt beskåret i hjemmehjælp - uden hun har fået en henvendelse fra kommunen.

- Imidlertid fremgik det af artiklen i NORDJYSKE, at nedskæringen gik fra 17 timers hjælp til seks timers hjælp om ugen. Det er forkert. Det er trods alt kun skåret fra 12 timer ned til seks timer og 35 minutter. Jeg har tidligere haft mere hjemmehjælp, og det havde jeg fejlagtigt taget med i beregningen.

Det er mit ansvar

- Men det er da værd at bemærke, at jeg stadig er blevet beskåret med næsten halvdelen af min tid, fortæller Helle Andersen, der - som nævnt - ikke på noget tidspunkt har fået at vide, at hjemmehjælpen er blevet beskåret.

Og netop når det handler om de manglende informationer til modtagerne af hjemmehjælp, er Jørgen Tousgaard klar med en beklagelse.

- Frederikshavn Kommune skal spare, og jeg ved godt, at det i øjeblikket er hårdt for både borgere og hjemmehjælpere. Vi burde have sendt information ud omkring det her. Det er alene mit ansvar, at det ikke er sket, siger Jørgen Tousgaard.

På aftenens møde i byrådet skal sagen om hjemmehjælpen diskuteres.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...