Bilister skulle trækkes fri af sneen
Falck og Dansk Autohjælp har haft rygende travlt

Falck og Dansk Autohjælp måtte hjælpe mange med at komme fri af sneen. Arkivfoto. Peter Mørk
NORDJYLLAND:Siden blæst og sne i forening gjorde vejene i Nordjylland vanskelige at komme frem på for nordjyderne, har både Falck og Dansk Autohjælp haft særdeles travlt med at trække biler fri, der har boret sig fast i sneen.
- Klokken 18 lørdag aften, havde vi trukket omkring 300 biler fri af sneen i Nordjylland, siger vagthavende hos Falck Peter Imer Frandsen.
Værst har det set ud i Brønderslev, Løkken, Hjørring og i det østlige Himmerland.
- Vi har haft meget, meget travlt, siger han.
Ambulancer fik hjælp
Ud over hjælp til nødstedte bilister, har Falck også haft hjælp af fire militære køretøjer til at assistere ambulancer ved sygetransporter. De har været indsat i Brønderslev, Aars, Frederikshavn og Terndrup, oplyser Peter Imer Frandsen. Desuden har Falck hjulpet 29 bilister, som havde svært ved at starte bilen i kulden.
- Når det ikke er flere, så skyldes det udelukkende, at temperaturen ikke har været lavere, siger Peter Imer Frandsen.
Genkender travlheden
Hos Dansk Autohjælp nikker vagtcentralchef Ellen Trolle genkendende til travlheden.
- Vi har haft 152 assistancer i Nordjylland fredag aften og lørdag. 83 af assistancerne har været fritrækninger, og dertil kommer starthjælp, siger Ellen Trolle. Hun fortæller, at det helt sikkert har set værst ud nord for Limfjorden og i Thisted.
Hos Dansk Autohjælp var den mest travle periode fredag aften og i løbet af natten til lørdag.
- Det stilnede ganske roligt af, da det satte ind med tøvejr, siger hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.