Bølge af indbrud hen over weekenden

Både private hjem og virksomheder ramt i flere byer i Mariagerfjord

Arkivfoto
Mariagerfjord 14. november 2016 12:16 - Opdateret 14. november 2016 12:47

MARIAGERFJORD: En række villaer og virksomheder rundt i Mariagerfjord Kommune har hen over weekenden været udsat for indbrud, hvor der nogle steder er stjålet effekter for store beløb.

Hos virksomheden PL Control på Sverigesvej i Hadsund er der natten til lørdag fra værkstedet stjålet tre ens værkstedsrulleborde med i alt 128 stykker forskellige værktøjsdele samt to batteriboremaskiner af mærket Makita.

Et vindue til værkstedet er ødelagt for at skaffe adgang. Der er ifølge politiet i øjeblikket ikke en samlet oversigt over værdien af de stjålne effekter.

Fra en villa på Bymarks Allé i Hobro er der mellem tirsdag og fredag stjålet diverse smykker og parfumer. En terrassedør er brudt op i villaen.

Stort tyveri fra villa i Hadsund

Mellem fredag og søndag har der været villaindbrud på Timandsvej i Hadsund.

Her er der stjålet en lang række effekter, heriblandt mange rigtig dyre.

Det drejer sig blandt andet om fire sæt spisebestik med 12 stykker i hver i tretårnet sølv, otte hjemmelavede gafler med skafter af elfenben, fire små skeer i 24 karat guld med elfenbensskaft, et Canon kamera, en guldring med en ædelsten, et guldarmbånd og et sæt Ray Ban solbriller samt to bøtter med fem liter vaskemiddel i hver.

Fra en villa på Hobrovej i Østergårde mellem Hadsund og Vive er der mellem fredag og lørdag fra et landejendom stjålet en del guld- og sølvsmykker.

I Vidjeparken i Helberskov har der i mellem fredag og lørdag været indbrud i et fritidshus, hvor der endnu ikke er en samlet oversigt over stjålne effekter.

Tyveri af frostvarer i fryser

Fra et uaflåst udhus sammenbyget med en garage til en villa i Jernbanegade i Hadsund er der natten til søndag mellem klokken 04 og 04.15 stjålet diverse former for frostvarer for et samlet beløb på omkring 500 kroner.

På Drosselvej i Assens har der i mellem onsdag og fredag fra bagsiden af en villa stålet seks murerbukke og fire stykker tilhørende trædeplader, begge dele af mærket Jumbo.

Fra adressen er der også stålet to 11 kilo gasflasker samt en Weber gasgrill af mærket Q3200. De stjålne effekter på adressen har ifølge politiet en samlet værdi på 13.849 kroner.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...