Boliger i Brovst i spil til specialinstitution

Det tidligere Hune plejecenter var længe Jammerbugt Kommunes førstevalg til en institution for fysisk og psykisk handicappede borgere. Nu er plejecenteret solgt til en privat investor, men kommunens principielle beslutning om at få borgere, der er placeret uden for kommunegrænsen, hjem til Jammerbugt, står stadig ved magt.

- Vi er stadig enige om, at disse borgere skal have mulighed for at komme hjem og bo i nærheden af deres familie. Den overordnede beslutning er taget, siger borgmester Mogens Gade (V).

Også det tomme plejecenter i Vester Hjermitslev er blevet nævnt som en mulig ramme for en specialinstitution.

Her fandt forvaltningen dog, at bygningerne ikke var egnede til formålet og at en ombygning ville blive kostbar og borgmesteren har også andre betænkeligheder ved en placering i Vester Hjermitslev.

- Det er jo ikke sikkert, at de borgere, vi gerne vil have hjem til kommunen, er interesserede i at bo i Vester Hjermitslev, som er et lille samfund, og det nytter jo ikke at etablere et tilbud, som folk ikke vil bo i.

Det er lige her, Brovst kommer ind i billedet.

En mulighed, der ikke tidligere har været i spil, er de 10 demensboliger på Poppelvej i Brovst, der hører under Plejecenter Solbakken. Dem besluttede politikerne at nedlægge på kommunalbestyrelsesmødet sidst i september. Fraflytningen skal ske naturligt, men når der kun er fem beboere tilbage, skal afsnittet lukkes. Ifølge formand for Social- og Sundhedsudvalget Ejler Winkel (Borgerlisten) er fire beboere allerede flyttet. Dertil kommer ifølge borgmesteren nogle ældreboliger på Egevej, der tillige kunne bruges til specialinstitutionen.

- Der ligger nogle ældreboliger, som ikke er veludlejede, og de ligger i umiddelbar nærhed til demensboligerne, forklarer Mogens Gade, der dog understeger, at opgaven med at finde egnede mulige placeringer ligger på Social og Sundhedsudvalgets bord.

Udvalget mødes næste gang 1. november. Derefter skal kommunalbestyrelsen tage endelig beslutning.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.