Borgmesteren viste en ny side af sine evner
Lene Kjelgaard Jensen (V) havde et professionelt håndelag, da hun med gravko tog det første spadestik til servicehallen på Hanstholm Havn
HANSTHOLM: Erhvervslivet på Hanstholm Havn smeder, mens jernet er varmt.
For et par måneder siden gik flere virksomheder sammen om at etablere en stevedoreforretning.
For ganske nyligt samlede en klynge af havnens virksomheder sig om North Sea Yard med et nyt og helstøbt projekt, og i går - mandag morgen - kørte borgmester Lene Kjelgaard Jensen fra Thisted til Hanstholm for at tage det første spadestik til den nye servicehal, som bliver opført tæt på North Sea Yard.
Usædvanligt spadestik
Det var nu ikke noget helt almindeligt spadestik, der ventede borgmesteren.
Servicehallen bliver bygget af Bodilsen Totalbyg, og dette firma havde gjort en gravko klar til borgmesteren.
Gravkoen blev startet efter en ganske kort introduktion med borgmesteren siddende i sædet ved de mange knapper og styrepinde.
Som en dreven jord- og betonarbejder fik hun manøvreret skovlen ned i jorden, og fjernet den første skovlfuld jord.
Officielt er byggeriet af den 1200 kvadratmeter store servicehal nu i gang. Servicehallen har skrevet kontakt med fem virksomheder, der lejer sig ind.
De fem virksomheder er Ess-Trawl, Hanstholm Skibssmedie, Hanstholm Smedie og Maskinfabrik, Hanstholm Elektronik og North Sea Yard.
Tilskud
Det haster med at få bygget servicehallen på Prof. Lundgrens Gade 20.
Projektet udspringer til dels af serviceprojekt Hanstholm og midler fra EUs fiskerifond EFF-ordningen.
Hanstholm Havns tekniske chef Per Nymann pointerer, at byggeriet har en skæringsdato, der hedder 1. december.
- Byggeriet skal stå færdig til den tid, og det gør det også, for ellers bliver der ikke udbetalt tilskud fra fiskerifonden, forklarer han.
Tilskuddet fra fiskerifonden beløber sig til 50 procent af byggeomkostningerne, som ender på fire mio. kroner.
- Der skal tilrettes en del i hallen til de enkelte virksomheder, så de samlede byggeomkostninger bliver på fem mio. kroner, forklarer Per Nymann og tilføjer, at byggeriet af servicehallen er sat i gang af Hanstholm Havn, og de fem virksomheder lejer sig ind.
Ros til teknisk forvaltning
Per Nymann holdt en kort tale, inden borgmesteren tog ordet for derefter at kravle op i gravkoen.
- Vi er glade for, at lokale virksomheder står for byggeriet, og vi vil fra havnens side gerne benytte lejligheden til rose teknisk forvaltning for en smidig sagsbehandling, sagde Per Nymann og opfordrede borgmesteren til at bringe denne hilsen videre.
Borgmester Lene Kjelgaard Jensen hæftede sig ved, at servicehallen vil give flere arbejdspladser både i byggeperioden og på længere sigt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.