Brand i spagnumdynger på mosebrug
Det kan blive en langvarig affære at få slukket brand på Pindstrup Mosebrug, forudser indsatsleder ved beredskab
Opdateret 06. august 2018 kl. 06:58
NØRHALNE: 20 mand fra Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt Kommune kæmper lige nu med en brand i nogle store spagnumdynger på Pindstrup Mosebrug i nærheden af Holtebakkevej.
Det oplyser indsatsleder Claus Bisgaard Hermansen fra Nordjyllands Beredskab i Jammerbugt Kommune, der fik alarmen klokken 18.07.
- Der er gået ild i nogle spagnumdynger. Det drejer sig om et areal på omkring 100 gange 200 meter, fortæller indsatslederen.
Slukningsarbejdet drilles af en del vind i området.
Indsatslederen har to fulde slukningstog og omkring 20 brandfolk fra stationerne i Aabybro og Pandrup i aktion mod branden i spagnummen, der udvikler en del røg.
Området, der brænder ligger en kilometers penge fra Holtebakkevej ind i moseområdet, og det giver nogle udfordringer blandt andet med vandforsyningen til brandslukningen, fortæller Claus Bisgaard Hermansen.
Der er tilkaldt assistance fra Beredskabsstyrelsen i Thisted, som kommer med 14 mand, autosprøjte, højtrykskompressor, slangegruppe, to tankvogne og drone for at hjælpe med til at slukke branden.
- Vi har med hjælp fra Beredskabsstyrelsens folk og udstyr fået etableret en god vandforsyning, så nu føler vi, at vi har ret godt styr på branden. Nu gælder det om at forhindre branden i at brede sig og forhindre den i at brænde ned i jorden, fortæller indsatslederen, der forudser en længere varende opgave for ham og brandfolkene med at få slukket spagnumbranden helt.
- Vi har også en drone på vej, som kan overflyve området med et termisk kamera, så vi kan holde øje med eventuelle ildlommer nede i spagnumdyngerne og nede i jorden, Men altså - umiddelbart har vi nogenlunde styr over branden. Der er dog meget røg i området, så det kan være lidt svært at overskue, konstaterer Claus Bisgaard Hermansen.
Han kan ikke sige noget om brandårsagen, men nævner, at spagnum før har selvantændt. Ingen mennesker har været i fare ved branden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.