Brand på gård - heste reddet ud
Voldsom brand på gård ved Thisted - fire-fem heste slap ud af stald - ingen mennesker kom noget til ved branden
Opdateret kl. 23:14
NORS: En voldsom brand på en trelænget gård på Lækjærvej syd for Nors var lige ved at kræve ofre, da fire-fem heste var spærret inde i en af længerne.
Men snarrådig indsats af ejeren af gården og politiet sikrede, at de fire-fem heste slap uskadte fra branden.
- Hestene er blevet tilset af en tilkaldt dyrlæge. De havde fået lidt røg, inden de slap ud af stalden, forklarer indsatsledede Rasmus Evaldsen, Nordjyllands Beredskab i Thisted, sent lørdag.
Han havde godt 25 mand i kamp med flammerne, og det lykkedes for brandfolkene at redde stuehuset på den trelængede gård.
- Men de to øvrige længer - stald og lade med halm - brænder ned, lød det fra indsatslederen.
Alarmen om branden indløb klokken 20.42, og Nordjyllands Beredskab i Thisted rykkede med fuldt slukningstog samt med assistance fra Beredskabsstyrelsen i Thisted og en tankvogn fra Hanstholm - derfor de mange brandmænd i aktion.
Indsatslederen regnede sent lørdag aften med fire-fem timers arbejde med at kontrollere nedbrændingen af de to længer, og derefter vil en brandvagt blive ved gården til op ad søndagen, lød meldingen fra Rasmus Evaldsen.
Branden er tilsyneladende opstået i en længe af gården, hvor der blev opbevaret en del halm,
Ejeren bor sammen med sin familie på gården. Ingen mennesker kom til skade ved branden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.