Brandstifter varetægtsfængslet i surrogat

73-årig mand fra Hjørring har erkendt, at have sat ild til sit eget og naboens sommerhus i Lønstrup torsdag morgen

Charlotte Bøje
Foto: Hans Ravn
Brandstiftelser 10. november 2017 12:12

HJØRRING: En 73-årig mand fra Hjørring erkendte ved et grundlovsforhør fredag, at han havde sat ild til sit eget og naboens sommerhus på Fugleklovej i Lønstrup.

Det var naboer, der tidlig torsdag morgen slog alarm, da de to sommerhuse var omspændt af flammer. Ingen personer var til stede i sommerhusene, og den 73-årige havde forladt området. Han blev senere på formiddagen fundet og anholdt i Skallerup, hvor han var kørt i grøften med sin bil.

Ville brænde sit sommerhus af

Under grundlovsforhøret kom det frem, at flere naboer i sommerhusområdet havde hørt den 73-årige fortælle, at han ville brænde sit eget sommerhus af. De troede bare ikke, at han ville gøre alvor af det. Det oplyste anklager Peter Rask.

Den 73-årige forklarede i retten, at han havde et godt forhold til naboægteparret, men fordi de kort forinden havde afvist at hjælpe den 73-årige med nogle personlige problemer, så besluttede han sig for også at sætte ild til deres hus.

Begge sommerhuse brændte helt ned.

Skærpet sikkerhed på rådhus

På grund af den 73-åriges mentale tilstand, vurderede anklagemyndigheden og dommeren ved Retten i Hjørring, at den ældre mand ikke var egnet til at sidde varetægtsfængslet i et arresthus og derfor blev han varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling i fire uger.

I følge politikommissær Lars Jensen ved Lokalpoliti i Hjørring har den 73-årige mand gentagne gange overtrådt et tilhold mod flere ansatte ved Hjørring Kommune, og i den forbindelse er han også for nylig blevet mentalundersøgt. Af denne årsag blev Hjørring Kommune torsdag orienteret om de påsatte brande.

- Vi orienterede kommunen om de to brande, og så besluttede de internt at skærpe adgangskontrollen ved rådhuset, fortæller Lars Jensen.

Den skærpede adgangskontrol blev ophævet om formiddagen, da politiet havde fundet og anholdt den 73-årige.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...