Brønderslev spænder livremmen yderligere
Borgere i kommunen kommer også i 2015 til at mærke dårligere service - 26 ud af 27 bag budgetaftale
Opdateret kl. 17:32
Brønderslev: Mindre rengøring til ældre og en højere pris på SFO-pladser. Det er blot et par af de spareøvelser, som Brønderslev Kommune i 2015 vil byde borgerne i bestræbelserne på at nedbringe serviceudgifterne med knap 30 millioner kroner i 2015.
Det er efterhånden et årligt ritual at stramme livremmen i Brønderslev Kommune, og inden dette års budgetseminar havde medlemmerne af byrådet og forvaltningen afleveret et sparekatalog over potentielle områder, hvor kommunen kan spare på udgifterne. Og selvom Ole Bruun (Ø) forlod forhandlingerne tidligt, så blev det en bred aftale, hvor byrådets resterende medlemmer står bag.
Og borgmester Mikael Klitgaard (V) var efter mødet tilfreds med aftalen.
- Vi har lavet en aftale, som jeg er grundlæggende tilfreds med. Vi har haft fået vendt nogle sten og har haft nogle gode drøftelser, sagde borgmesteren umiddelbart efter mødet.
Rengøring hver tredje uge
Et af de mere kontroversielle sparegreb bliver foretaget på ældreområdet, hvor rengøringen bliver reduceret, således ældre fremover kun får gjort rent én gang hver 3. uge i modsætning til hver anden uge.
- Det er vi ikke stolte af, det vil ærligt talt indrømme. Men det var en manøvre, som vi blev nødt til at gøre, også selv om det ikke er populært, siger Mikael Klitgaard.
Borgmesteren lykkedes i øvrigt med at presse sit eget kardinalpunkt igennem på budgetseminaret, da han fik overbevist byrådet om, at de 19 millioner kroner, som kommunen har lånt af staten, skal blive i kommunekassen.
- Vi har lagt pengene i kommunekassen, og det glæder mig, da vi bliver nødt til at have likviditet, hvis vi vil administrere kommunen på en ansvarlig måde.
Børnehaver skal lukke
Nedskæringerne kommer ikke kun til at betyde noget for de ældre.
Kommunens forældre kommer også til at betale ekstra for SFO pladser, mens børnehaveordningerne i både Agersted og Serritslev lukker sammen med skolerne ved årsskiftet.
Intet nytænkning
Hos socialdemokraterne betegner gruppeformand Arne M. Jensen det som et budget med besparelser, der er spredt godt og grundigt ud på stort set samtlige områder.
- Når vi er med i aftalen skyldes det ikke, at vi synes det er et godt budget. Men det er et nødvendigt budget at få sat på plads. Det er et budget uden de store fremtidsperspektiver, der er stort set intet nytænkning, så det har stort set været et spørgsmål om at være med til at sætte sig præg på, hvordan besparelserne skal udmøntes, og vi har forsøgt at afbøde nogle af tingene, så det rammer så blidt som muligt, hvis man kan sige, at besparelser kan ramme blidt, men de kan ramme blidere ved at de blive spredt lidt mere ud i stedet for at gå efter enkelte områder. Det har været vores indgangsvinkel, fortæller han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.