Stor rift om billetter: - Det er gået helt vildt
De første timer af billetsalget er gået, og der har virkelig været rift om at deltage i Royal Run på nordjysk grund
Opdateret kl. 12:39
Opdateret med nye salgstal
Det kom for nyligt frem, at Royal Run vender tilbage til Nordjylland i 2024.
I dag, torsdag, blev billetterne sat til salg, og det viser sig, at der er rift om at være med til løbet, der finder sted 20. maj næste år.
- Det er gået helt vildt. På under en time er der solgt 2000 billetter, og folk sidder i kø, fortæller Simon Aagaard, der er ansat som projektleder for begivenheden i Brønderslev Kommune, hvorfra han kan sidde og følge med i billetsalget.
Og han er glad:
- Jeg havde ikke regnet med, at det gik så stærkt. Det er positivt, at folk tager så godt imod det, fortæller han.
Senere var han endnu mere glad - for ved middagstid rundede tallet 5000 solgte billetter.
- Vi er overvældede, det er helt vildt, siger han.
Noget man vil huske
Simon Aagaard håber at være med til at skabe en helt særlig dag.
- Det skal være en festdag i Brønderslev med bevægelse for øje, men også noget, som man bagefter vil kunne huske, at man har været til, siger han.
Også inden billetsalget gik i gang har opbakningen til løbet været stor.
- Der har været overvældende interesse fra mange aktører, da det blev offentliggjort, at løbet skulle til Brønderslev. Foreningerne på kryds og tværs er klar på det her, fortæller Simon Aagaard, der også melder om, at erhvervslivet bakker op.
- Frivillige er begyndt at melde ind og ville hjælpe til. Vi håber virkelig på, at vi kan få en festdag.
Også før løbet sker der noget - der bliver fem dage med events med løb og andre sociale aktiviteter rundt omkring i kommunen, og børnehaver og plejehjem bliver også inddraget.
Uafklaret hvem der kommer
Det er endnu ikke fastlagt, om det bliver Kronprins Frederik eller Kronprinsesse Mary, der skal løbe med i Brønderslev. Ruterne er heller ikke lagt endnu, men det bliver i Brønderslev by.
De øvrige steder, som Royal Run kommer til i 2024, er Aarhus, Fredericia, Kalundborg og Frederiksberg.
Frederikshavn Kommune sagde tidligere nej til at være ramme for Royal Run med henvisning til økonomien. I Brønderslev håber man at kunne få så stor opbakning, at arrangementet kan hvile i sig selv.
- Om det lykkes, ved vi ikke, men ellers må man sige, at markedsføringsværdien er kæmpe stor, siger Simon Aagaard.
Der er i alt sat 7.500 løbsnumre til salg til Royal Run i Brønderslev.
Man kan løbe 1609 meter (one mile, red.), fem kilometer eller ti kilometer, og man kan vælge at løbe eller gå.
- Det skal være en festdag med fællesskab. Tiden er ikke i centrum, fortæller Simon Aagaard.
Det er Royal Run, Brønderslev Kommune og Nordjylland Idrætshøjskole, der står bag løbet, hvor idrætshøjskolen skal være løbsafvikler.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.