Nordjysk ikon solgt: Sjællændere overtager Nilles Busser

Lars og Niels Jørgen Bock har solgt busselskabet, som forældrene stiftede i Dybvad i 1947

Søren Østergaard
Lars (tv) og Niels Jørgen Bock har solgt Nilles Busser A/S til sjællandske DitoBus.
Erhverv 5. december 2018 16:06

DYBVAD: Et nordjysk ikon inden for turistbranchen er ikke længere på nordjyske hænder. Nilles Busser A/S i Dybvad er blevet solgt til sjællandske DitoBus Gruppen, som overtager de nordjyske busser fra årsskiftet.

Nilles Busser blev stiftet i 1947 af Aase og Nille Bock. I 2015 solgte stifternes sønner, Lars og Niels Jørgen Bock, 80 procent af datterselskabet Nilles Rejser A/S til Aller Koncernen. I 2016 overtog Aller de resterende 20 procent, mens Lars og Niels Jørgen Bock fortsatte ejerskabet og driften af Nilles Busser.

Nilles Busser udfører al rejsebuskørsel for Nilles Rejser, og det skal selskabet efter planen fortsat gøre. Nilles Busser har også flere efterskoler, sportsforeninger samt Nordjyllands Trafikselskab som kunder.

- Vi kan overdrage en virksomhed i en sund og god udvikling, siger Lars og Niels Jørgen Bock, der indtil videre fortsætter i virksomheden.

Nilles Busser råder over otte luksusturistbusser, fem rute- og turistbusser samt to minibusser. De bliver nu en del af en langt større vognpark.

DitoBus omfatter ca. 300 busser og forventes i 2019 at omsætte cirka 410 millioner kroner. Koncernen har hovedsæde i Holbæk, er stiftet i 1950 og beskæftiger omkring 700 medarbejdere.

DitoBus Gruppen vil efter købet af Nilles Busser have en relativt stor virksomhed i Nordjylland. I 2016 købte DitoBus nemlig aktiemajoriteten i Jørns Busrejser i Brønderslev.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...