Presser på for at sætte arbejde med at hæve farlig perron i gang

Borgmester presser på for at arbejdet med perronen på Brønderslev Station snart kan gå i gang, så passagerer bedre kan komme ud og ind af toget

Her kan man se, hvor højt man skal kunne springe op eller ned, for at komme med toget på perronen i Brønderslev - det giver problemer for nogle af passagerne. <i>Arkivfoto: Henrik Louis</i>

Her kan man se, hvor højt man skal kunne springe op eller ned, for at komme med toget på perronen i Brønderslev - det giver problemer for nogle af passagerne. Arkivfoto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:  Det handler kun om 29 centimeter, men det er et stort problem for mange togrejsende. 

Perronen på Brønderslev Station passer nemlig ikke ret godt sammen med toget - man skal hoppe 29 centimeter fra perronen og op i toget for at komme ombord. Det har mange passagerer problemer med, og det har der været rejst kritik af mange gange gennem de seneste år.

Tilbage i 2021 blev der fra Christiansborg lavet en infrastrukturplan, som skulle forbedre tilgængeligheden på landets stationer. Transportministeriet meldte ud, at arbejdet skulle begynde i Brønderslev, og Banedanmark anslog, at tilgængeligheden kunne være løftet på stationen i starten af 2024.

Borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard, er ivrig for, at der snart skal ske noget og arbejder for tiden på at få et møde i stand med Banedanmark.

- Jeg prøver at rykke i trådene, så vidt det kan lade sig gøre, men jeg indrømmer, at det er langsomt, hvad der foregår en gang i mellem, siger Mikael Klitgaard, der har sat en af medarbejderne i forvaltningen på opgaven med at sætte mødet op.

- Vi skal rykke lidt i trådene, for det går lidt langsomt i den etat, mener han.

Mikael Klitgaard regner fortsat med, at tidsplanen med at være klar i begyndelsen af 2024 holder.

- Der er lidt tid til endnu, så jeg tror på tidsplanen, men det er klart, der skal også til at ske noget.

Mikael Klitgaard håber, at der med pengene afsat til perronhævningen også er råd til at få lavet en pæn overgang fra p-pladsen til banegården.

- Der er afsat penge, det er vi glade for. Nu skal vi bare i gang med at bruge dem, konstaterer han.

Højdeforskellen på tog og perron giver problemer for folk, der skal have cykler eller barnevogne med - og for folk i kørestol og folk, der ikke er så mobile. Det kræver en vis adræthed at komme ombord på toget. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Højdeforskellen på tog og perron giver problemer for folk, der skal have cykler eller barnevogne med - og for folk i kørestol og folk, der ikke er så mobile. Det kræver en vis adræthed at komme ombord på toget. Arkivfoto: Henrik Bo

Mikael Klitgaard havde også for nylig besøg af transportminister Thomas Danielsen, og her blev banegården i Brønderslev også drøftet blandt flere emner indenfor transport.

- Ministeren følger op på, at sagsbehandlingstiden med Banegårdspladsen fortsat skrider fremad, så pladsen kan blive mere sikker og handicapvenlig. Jeg sagde, at det ikke ville gøre noget, hvis DSB og Banedanmark kunne speede processen lidt op, oplyste Mikael Klitgaard i en pressemeddelelse efter mødet.

Tidspunkt er under afklaring

Nordjyske har bedt om svar hos Banedanmark på, hvordan arbejdet med perronhævningen skrider frem. Herfra lyder svaret i skriftlig form:

- Anlægsaktiviteten i den europæiske jernbanebranche er i disse år meget høj. Det gælder også i Danmark, hvor Banedanmark i disse år planlægger og udfører mange anlægs- og fornyelsesprojekter på tværs af hele landet, herunder også perronhævningen på Brønderslev Station. For at nå i mål med projekterne tilrettelægger Banedanmark projekterne ud fra en række hensyn som entreprenørkapacitet, spærringsmønstre og øvrige projekter på jernbanen. Det konkrete udførelsestidspunkt for perronhævningen på Brønderslev Station er for nuværende under nærmere afklaring. Så snart tidspunktet ligger fast, melder Banedanmark det ud.

Nordjyske har forsøgt at få lov at stille opfølgende mundtlige eller skriftlige spørgsmål, herunder på hvordan det er gået med det forberedende arbejde, som Transportministeriet meldte ud skulle være afsluttet i 2022. Men det er ikke lykkedes.

Pengene til perronhævningen kommer fra en statslig pulje på i alt 650 mio. kroner, som skal gå til projekter, som kan løfte tilgængeligheden på landets stationer i perioden 2022-2035.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.