Tanja lukker salon efter 22 år: - Beslutningen har været undervejs i noget tid

43-årige Tanja Kzouh Villemoes har været selvstændig frisør i 22 år, men 23. marts ryger de sidste lokker i Nygade. Læs her hvorfor - og hvad hun skal lave nu

Tanja Kzouh Villemoes kan glæde sig over, at hendes medarbejder allerede ved, hvad hun skal lave, når salonen lukker i slutningen af marts. <i>Foto: Bente Poder</i>

Tanja Kzouh Villemoes kan glæde sig over, at hendes medarbejder allerede ved, hvad hun skal lave, når salonen lukker i slutningen af marts. Foto: Bente Poder

BRØNDERSLEV:Hun beskriver det selv som en god forretning med mange trofaste kunder - alligevel lukker 43-årige Tanja Kzouh Villemoes sin frisørsalon i Nygade i Brønderslev.

Hun begyndte som selvstændig i Brønderslev i en alder af blot 21 år - og godt halvdelen af årene har hun klippet sammen med en kompagnon.

Fire forskellige matrikler i Brønderslev har hun huseret på, men når kalenderbladet viser 23. marts 2023 ryger de sidste lokker i salonen Frisør Villemoes.

Tanja Kzouh Villemoes  har været selvstændig på fire forskellige adresser i Brønderslev gennem 22 år. <i>Foto: Bente Poder</i>

Tanja Kzouh Villemoes har været selvstændig på fire forskellige adresser i Brønderslev gennem 22 år. Foto: Bente Poder

Tid til familien

- Beslutningen har været undervejs i noget tid. Men det har været nemmere at træffe den efter en tid med både corona - og de spekulationer og søvnløse nætter, der fulgte - og så den aktuelle krise med inflation, som også gør, at kunderne måske går lidt længere, inden de bliver klippet, siger Tanja Kzouh Villemoes.

Den bagvedlæggende årsag er, at hun vil have mere tid til familien - både når det gælder ferieperioder og kortere arbejdsdage.

Hun bor i Brønderslev med sin mand Toni, der er struktør ved HP Byg i Aalborg, og med to af sine egne børn samt tre bonusbørn er det hård kost at skulle arbejde 45-50 timer om ugen.

Er blevet kontaktet

- Jeg glæder mig til at få en arbejdsuge på 37 timer, lyder det fra Tanja Kzouh Villemoes, der fortsat gerne vil arbejde som frisør i byen - men som almindelig lønmodtager.

- Jeg er blevet kontaktet andre steder fra, men jeg har endnu ikke besluttet mig, hvor det bliver, fortæller frisøren, der kun har mødt forståelse fra kunderne i forhold til den beslutning, hun har truffet.

Hun har også en medarbejder ansat - Marion - og det er allerede faldet i hak, hvad hun skal lave, når salonen i Nygade lukker, idet hun fortsætter hos frisør Kildedall i samme by.

Stor forståelse blandt kunderne

Tanjas beslutning om at lukke sin salon er blevet offentliggjort på facebook, hvor mange kunder har givet hende en hilsen med.

"Held og Lykke Tanja. Har altid været så glad for at komme hos dig", lyder det fra en kunde.

"Tillykke med beslutningen og rigtig god vind det er ærgerligt for mig, men jeg er glad på dine vegne", skriver en anden.

"Åh, Tanja! Kæmpe beslutning du har taget dig. Held og lykke med fremtiden, spændende hvad den vil bringe Håber jeg når forbi salonen inden d. 25/3", bemærker en tredje.

 <i>Foto: Bente Poder</i>

Foto: Bente Poder

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.