Busfirmaer lover at stramme op efter politikontrol
NT vil have redegørelse, efter politiet afslørede fejl ved hver tredje bus
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:00
AALBORG: Busfirmaerne Keolis og Arriva har lovet Nordjyllands Trafikselskab/NT at stramme op, efter at flere af deres bybusser blev indkaldt til syn - og en bus fik klippet pladerne - ved en politikontrol i Aalborg torsdag.
Efter kontrollen mødtes NT fredag med både Keolis og Arriva, der begge kører bybusser for NT.
Her blev det aftalt, at de to firmaer skriftligt skal redegøre for sagen, og samtidig lover de at rette en række fejl straks, oplyser Ole Schleeman, konstitueret direktør for NT.
Torsdag morgen foretog Nordjyllands Politi en uanmeldt kontrol af bybusser i Aalborg.
32 busser blev tjekket, og 10 af dem blev indkaldt til syn. En fik klippet pladerne på grund af en alvorlig bremsefejl.
NT har bedt busfirmaerne om en forklaring:
- Nu skal vi have en skriftlig redegørelse fra dem om, hvad der er sket, og hvordan de vil sikre sig mod lignende fejl fremover, siger Ole Schleeman.
Han noterer sig, at politiet denne gang fandt færre bremsefejl sammenlignet med en lignende kontrol i januar.
Busfirmaerne har øget kontrollen af bussernes bremser, og det har hjulpet, vurderer han.
De fleste af de busser, som blev indkaldt til syn torsdag, var fra Keolis. Det samme var den bus, der fik klippet pladerne på grund af bremsefejl.
- Bussen fik ikke lov til at køre videre efter politiets kontrol. Men allerede på kontroltidspunktet var bussen på vej retur til værkstedet med lav hastighed, fordi chaufføren allerede havde konstateret og indmeldt fejlen, skriver kommunikationschef Kasper Carstensen fra Keolis i en mail.
- Bussen var ikke på vej i rute med passagerer, da politiet kontrollerede bussen, tilføjer han.
Han mener, at firmaets opstrammede sikkerhedsarbejde har forbedret bussernes sikkerhed markant. Bremserne bliver tjekket på bremsestand mindst hver tredje måned.
Også Arriva har øget antallet af kontroller af bussernes bremser. Nu foregår det hver syvende uge på værksted.
- Det er rutinemæssige bremsetjek på bremsestand. Vi mener at de tjek med syv ugers interval er forsvarligt, siger kommunikationsmedarbejder Trine Gundorph fra Arriva.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.