Frederikshavn

Byens forfatterspirer har udgivet en bog

Succes med at inspirere de unge til at skrive

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

11 forfatterspirer og en rigtig en: Fie Ørum, Rakel Holm Christensen, Lærke Jensen, Caroline Hjulmand, Emma Lindgaard, Mille Wiesneck, Susanne Grandt Jakobsen, Emma Østergaard Hansen, Julie Aaris Hydén, Rebecca Carlsen, Louise Marckstrøm og Sakya Amanda Warnakula.Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:- Det har været sjovt og udfordrende. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg har prøvet grænser af.

Lærke Jensen går i 9. klasse på Bangsbostrand Skole. Men det er nu ikke kun folkeskolen, der gennem de sidste syv måneder har udfordret hende på områder, hun ikke har prøvet før. Det er derimod Ungdomsskolens forfatterværksted,

Hun er ikke den eneste. Faktisk er 11 piger i centrum denne aften på Frederikshavn Bibliotek, hvor der holdes reception i anledning af, at bogen ”Når lyset går ud” udkommer.

Det er andet år i træk, Ungdomsskolen har indbudt unge til at deltage i en granskning af, hvordan man skriver. Hvordan man udtrykker sig på skrift - hvordan man får sine ideer ud og fortæller historien.

- Jeg har lært, at jeg skal kaste mig ud i det. Jeg har lært at improvisere. Og så har Susanne været sjov at have som lærer, siger Lærke Jensen.

Susanne er manuskriptforfatter Susanne Grandt Jakobsen, der blandt andet står bag serien ”Skrøner fra et værft”. Det finurlige, skælmske og sjove har sat sine spor på undervisningen af Ungdomsskolens forfatterspirer, som alle er mødt frem for at modtage deres eksemplar af bogen. I den har de hver bidraget med egne noveller.

- Titlen på bogen ”Når lyset går ud” kommer af, at vi havde undervisning i lokaler på Hånbækskolen. Lyset var automatisk, så når vi sad stille og arbejdede, gik det forbandede lys ud efter 15 minutter. Vi havde så en turnus, hvor vi på skift gik op og bevægede os, fortæller Susanne Grandt Jakobsen.

Hun er tydeligvis stolt over flokken af piger, som har deltaget i forløbet. Af dem ønsker hele otte at deltage igen næste år.

- I er forskellige, men gode sammen. Man bliver ikke forfatter på et år. Man skal skrive meget. Men det her er jeres projekt. I har gjort det, understreger Susanne Grandt Jakobsen i sin tale til pigerne.

Og pigerne er forskellige. Men den til trods er stoltheden over bogen og egne tekster ganske ens.

- Det har været rigtigt sjovt. Jeg håber på at komme med igen, for jeg vil gerne skrive fremover, siger Rakel Holm Christensen.

Hun går i 9. klasse på Nordstjerneskolen, og hun ved, hvad hun vil. Det kreative gen er på spil, når hun skriver - og det fornægter sig ikke. Heller ikke i fremtiden.

- Jeg vil lave teater. Jeg vil gerne være skuespiller, når jeg bliver voksen, siger hun.

Hun deltager for første gang i forfatterværkstedet, og også ved hende har Ungdomsskolen ramt noget. Her får de unge lov til ikke kun at forsøge, men også at se resultatet af anstrengelserne.

- Som forfatter må man skyde med spredehagl, men det handler om at skrive. De unge skal bruge deres skrivesprog, og her har de prøvet alt fra teater til besøg på et trykkeri. Det handler om at bruge sin fantasi og tage omverden ind, understreger Susanne Grandt Jakobsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.