Derfor flytter folk til Aalborg: Lykke i verdensklasse
Ny global måling placerer Aalborg over storbyer som London, Oslo og Milano
Opdateret 10. maj 2025 kl. 10:19
Hvad har Berlin, London og New York til fælles?
De er alle blevet overhalet af Aalborg, når det gælder lykke.
Ifølge en ny international måling er den nordjyske hovedstad nemlig blandt verdens lykkeligste byer - og det kan måske forklare, hvorfor indbyggertallet vokser år for år.
For de tusindvis af nye borgere i Nordjyllands største by har vel bare luret, hvad den London-baserede tænketank Institute for Quality of Life netop har slået fast:
At Aalborg er verdens 15. lykkeligste by.
I hvert fald i 2025, konkluderer tænketanken i det såkaldte Happy City Index.
Og lykke er jo ikke så dårligt endda at være en del af for ægte nordjyder, om hvem ChatGPT siger, at vi er karakteriserede ved blandt andet at være stille, jordnære, arbejdsomme, selvironiske, robuste, beskedne, loyale, pligtopfyldende, lukkede, reserverede - og i hvert fald skeptiske over for pral og hurtige løsninger.
Institute for Quality of Life forsker i livskvalitet, og ifølge tænketankens hjemmeside rangerer den hvert år byer verden over, som er engagerede i at "dyrke og fremme lykke".
Vurderingen sker på baggrund af seks hovedtemaer - borgere, regeringsførelse, miljø, økonomi, sundhed og mobilitet.
Her scorer Aalborg så højt, at den nordjyske hovedstad klemmer sig ind midt i feltet af de 31 byer fra hele verden, der har fået prædikatet "Guld-byer".
- Disse 31 byer udgør guldlisten på Happy City Index 2025:
- 1: København
- 2: Zurich
- 3: Singapore
- 4: Aarhus
- 5: Antwerpen
- 6: Seoul
- 7: Stockholm
- 8: Taipei
- 9: München
- 10: Rotterdam
- 11: Vancouver
- 12: Wien
- 13: Paris
- 14: Helsinki
- 15: Aalborg
- 16: Berlin
- 17: New York.
- 18; Dresden
- 19: Bruxelles
- 20: Geneve
- 21: Porto
- 22: Barcelona
- 23: Oslo
- 24: Dublin
- 25: Milano
- 26: Roskilde
- 27: Reykjavik
- 28: Auckland
- 29: Adelaide
- 30: Minneapolis.
- 31: London
Fra pladsen som nummer 15 - to pladser bedre end i 2024-udgaven af lykkebarometret - giver Aalborg baghjul til byer som Berlin, New York, Bruxelles, Geneve, Barcelona, Oslo, Milano og London.
Nærmest lykkelig
Den melding gør nærmest Catharina Vinther Engqvist lykkelig. Hun er chef i Invest in Aalborg - Aalborg Kommunes erhvervsfremme-enhed, som arbejder på at tiltrække internationale virksomheder og udenlandske investorer til Aalborg.
- Det kan godt være, at nordjyderne går og gnækker lidt i skægget over sådan en placering. Det skal vi holde op med, og jeg kan love dig for, at vi ikke gør det. Vi bruger det aktivt, og hvis man leder efter et godt argument for at etablere sin virksomhed i i Aalborg, så er det faktisk et ret stort parameter, siger Catharina Vinther Engqvist.
I hendes verden - og arbejde - er det ikke det faktum, at Aalborg både har en lufthavn og et universitet, der er afgørende, når det lykkes at tiltrække udenlandske virksomheder og investorer til landets fjerdestørste by.
- Det er der rigtig mange andre, der også har. I vores arbejde er bløde værdier hård valuta. At Aalborg er en af verdens lykkeligste byer er en blåstempling af dem, vi er. Ikke det vi kan. Og det skal vi være rigtig stolte af. Ikke mindst i en tid, hvor vi ikke skal kigge langt væk, før verden er ved at falde sammen, siger Catharina Vinther Engqvist.
København i top
2025-listen toppes i år af København, der har taget et tigerspring frem fra i fjor, hvor den danske hovedstad lå placeret som verdens 8. lykkeligste by, mens Aarhus kunne bryste sig af prædikatet "verdens lykkeligste by".
I år griner de knap så meget i smilets by, som er faldet tilbage på en fjerdeplads.
I alt er syv danske byer repræsenteret blandt de 100 lykkeligste byer i verden. Foruden København (1), Aarhus (4), Aalborg (15) og Roskilde (26), er også Randers (40), Holstebro (44) og Ballerup (45) fremhævet blandt verdens lykkeligste byer at bo i.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.