Højhusprojekt i 15 etager kaldes "leflen for en rigmand"
- Den eneste begrundelse må være at komme af med en grim bygning, siger skeptiker
Opdateret 28. september 2023 kl. 14:30
Kritikere skruede i den grad op for retorikken, da erhvervsmand Bent Dahls omstridte projekt for et højhus i 15 etager på Klochhusgrunden i Hobro torsdag aften var i byrådet.
- Det er leflen for en rig mand, som vil lave et fallosprojekt i Hobro, lød de hårde ord fra SF's Peder Larsen, som spørger sig selv, om der er boligmangel i Hobro og svarer: "nej, der er brug for at renovere".
Byrådsmedlem Malene Ingwersen (Enhedslisten) dumper også højhusprojektet. Hun kalder det "underligt, bagstræberisk, kedeligt og firkantet".
Hvorfor er der for eksempel ikke tænkt opsamling af regnvand ind? spørger hun.
- Jeg hæfter mig ved, at de eneste, der får god udsigt, er dem, som får råd til at bo i højhuset. Det kunne placeres klogere, hvor det generer mindre, sagde Malene Ingwersen.
Facit blev, at 26 ud af 29 i byrådet stemte ja til, at lokalplanforslaget sendes i offentlig høring i otte uger.
Kun Malene Ingwersen og Peder Larsen stemte imod. De ville bremse sagen.
Jørgen Hammer Sørensen (DF) deltog ikke i mødet. Han er også inhabil, fordi han har familie, der bor i Jernbanegade.
De politikere i Mariagerfjord Byråd, som går ind for højhusprojektet, holdt lav profil på mødet i Hadsund. Ingen tog ordet for ligefrem at rose projektet, der er tænkt som et vartegn for byen.
Dog fastslog borgmester Mogens Jespersen (V), at højhuset kommer til at ligge uden for den såkaldte bufferzone for Fyrkat, som netop er udnævnt til Unesco-verdensarv.
- De har fortalt os, at vi ikke skal lave hele Hobro om som i vikingetiden, bare fordi vi er blevet verdensarv, forsikrede Mogens Jespersen om.
Det var svar til Malene Ingwersen, som antydede, at et højhusprojekt i Hobro kan være i karambolage med verdensarven.
Ved Aggersborg, som også er kommet i den fornemme klub, indføres der en "no go-zone" på 20 kilometer for vindmøller, fortalte hun.
Christian Johnson fra Konservative tror ikke, at alle i Hobro vil føle, at udsigten spoleres. Konservative støtter, at den demokratiske proces "rulles ud" og at borgerne høres.
Ja til høring på otte uger
Jørgen Pontoppidan (V) advarede byrådet om, at de lader sig "gribe af en tendens". Om man kalder det fallossymbol eller babelstårn, han er imod det.
Dengang han var borgmester i Hobro, sagde byrådet heldigvis nej tak til højhusprojekter på Hobro Havn. Det glæder Jørgen Pontoppidan sig over i dag.
Socialdemokraten Thomas Høj kan ikke se ideen med at bygge et højhus så tæt på vand: Vester Fjord. Han synes, det er voldsomt at øge højden på byggeri fra de nuværende fire etager til 15 i lokalplanen.
- Den eneste begrundelse må være at komme af med en grim bygning. Hvis vi sender lokalplanen i høring, skal der komme gode begrundelser, for at jeg vil sige ja, lod han forstå.
Byrådet får det sidste ord i højhussagen på et møde før jul.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.