Så er der sat navn på byens nye købmand
Nu er det sikkert og vist. Der er sat navn på byens nye købmand, som skal drive butik i den tidligere brugs, som lukkede i februar.
NØRHALNE: Oprindeligt skulle "Min Købmand" være klar til at åbne i marts, men den købmand Dagrofa havde fundet til opgaven, sprang fra i ellevte time.
Nu hedder åbningsdagen i stedet 11. maj, og Peter Nielsen, som byens nye købmand hedder, kan næsten ikke vente med at slå dørene op.
- Vi vil virkelig bare gerne i gang og vise hvad vi kan, siger Peter Nielsen, inden han vender sig om for at hilse på en af kunderne i Spar i Bælum, hvor han er souschef.
- Jeg har så mange sommerfugle i maven, og jeg glæder mig helt vildt til at åbne og til at møde kunderne, siger han.
Kort proces
Det er faktisk hans chef, Lukas Christiansen, der driver Spar i Bælum, som har givet ham muligheden for at blive "herre i eget hus" i Nørhalne. Det er nemlig ham, der stiller med den fornødne økonomi, mens Peter Nielsen bliver ansat som købmand.
- Peter har gennem længere tid talt om at få mere ansvar, og han har ytret ønske om at blive selvstændig, så da jeg fandt ud af, at købmanden var sprunget fra, kontaktede jeg Dagrofa, siger Lukas Christiansen og lader forstå, at alt er gået meget stærkt.
- Vi har først fået vores cvr-nummer i denne uge, og vi så lokalerne for første gang for to-tre uger siden, siger han og tilføjer, at han blev positivt overrasket over rammerne.
By med stort potentiale
38-årige Lukas Christiansen har siden 2016 drevet Spar Bælum, hvor han har 1000 kvadratmeter at gøre godt med. I løbet af den periode er det lykkedes at øge omsætningen med 11 millioner kroner, og det har givet ham blod på tanden i forhold til at ekspandere.
- Det er altid spændende at starte noget nyt - Peter og jeg deler langt hen ad vejen den samme tankegang og indstilling til arbejdet, så det er med ro i maven, at jeg "sender ham af sted", siger han.
Selv om der bliver færre kvadratmeter at gøre godt med i Nørhalne, er både han og Peter Nielsen enige om, at byen og området rummer et stort potentiale.
- Vi er forbløffet over, at COOP ikke mener, at der kan køre en butik i Nørhalne. Byen er dobbelt så stor som Bælum, og vi vil gøre alt for at bevise, at der er grobund for den nye og større butik, som er planlagt på Bakmøllevej, siger Lukas Christiansen.
En livsstil
27-årige Peter Nielsen bor i dag i Solbjerg, som blot er nogle kilometer fra arbejdet. Nu skal han på den anden side af fjorden, men det afskrækker ham ikke.
- Jeg er vant til at arbejde meget, og jeg er meget bevidst om, at jeg ikke har et 8-16-job - når man er købmand, er det en livsstil, siger Peter Nielsen.
Den opfattelse deler hans chef, som betegner Peter Nielsen som en person, der brænder for opgaven og som er hårdtarbejdende.
Selv om der blot er en lille måneds tid til, at butikken i Nørhalne skal åbne, er der ingen stress på. De er overbeviste om, at de nok skal blive klar.
I den kommende tid skal der rekrutteres medarbejdere, der er blevet oprettet en Facebook-gruppe, hvor alle kan følge med i butikken, og så handler det ellers om at få de rette varer på hylderne i Nørhalne.
- Her i Bælum stræber vi efter at have alt under et tag, eksempelvis kan kunderne købe søm og skruer her. Vi kommer ikke til at tilbyde helt det samme i Nørhalne på grund af pladsen, men vi vil være lyttende i forhold til, hvad kunderne efterspørger, siger Peter Nielsen.
Store forventninger
Salgschef i "Min Købmand"-kæden i Distrikt Nord, Bo Vestergaard, glæder sig over, at det omsider er lykkedes at få en løsning på plads i Nørhalne.
- Lukas og Peter er sprængfyldte med energi - Peter er ekstrem dygtig, og han kan arbejde solen sort, og det resultat den dynamiske duo har opnået i Bælum er ganske enkelt imponerende, siger Bo Vestergaard.
- Det her forløb har været lidt af en rutsjebanetur for os alle sammen, men hvis vi skal se positivt på det, er jeg overbevist om, at vi har fundet et "match made in heaven", og der har været en mening med ventetiden. For med det vi har set, de kan i Bælum, har borgerne i Nørhalne noget at se frem til, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.