Café Kox indvies fredag
Cafeen åbner for publikum torsdag 14. november
BRØNDERSLEV: Fredag 8. november kl. 14-17 er der reception på Brønderslevs nye socialøkonomiske cafe. Det sker på adressen Algade 12. Cafeen får i den forbindelse besøg af borgmester Lene Hansen, der vil holde åbningstalen.
- Café Kox ejes og drives af AOF Vendsyssel og fungerer på alle måder som enhver anden virksomhed. Dog med den forskel, at Cafeen samtidig er uddannelsessted for 15 unge fra Brønderslev Kommune, der kan have gavn af at prøve sig selv af i et professionelt miljø, fortæller Peter Bruhns fra AOF Brønderslev.
- Den er således en af efterhånden mange socialøkonomiske virksomheder rundt om i landet. Rigtige virksomheder, der tilbyder mennesker med forskellige former for nedsat arbejdsevne mulighed for job og uddannelse.
Daglig leder, Hanne Frost fra AOF, forklarer om Cafe Kox:
- Vi glæder os meget til at komme i gang. Vi flytter i denne uge ind på cafeen, og begynder at møblere den. Dernæst skal vi have alt klar til receptionen fredag, hvor vi vil servere smagsprøver fra vores køkken. Og så går vi i gang.
- For at være helt sikre på at levere den bedste service til vores gæster har vi besluttet at åbne torsdag 14. november kl. 11. På den måde får vi mulighed for at træne i køkkenet fire dage, og sammen med vores køkkenleder, Maria Mortensen, gøre det hele klart for gæsterne, fortæller Hanne Frost. Cafe Kox åbner fra 14. november med tiderne mandag-fredag kl. 11-20, og lørdag kl. 10-16.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.