Campingplads tager imod flygtninge
Campingplads i Nørre Lyngby har sagt ja til at huse 70 asylansøgere
NØRRE LYNGBY: De nordjyske asylcentre er pressede for tiden. Flygtninge fra særligt Syrien strømmer til i så stor stil, at der er flere ansøgere end asylcentrene har kapacitet til.
Derfor må man nu finde alternative løsninger i Hjørring Kommune.
Campingpladsen Gl. Klitgaard Camping og Hytteby i Nørre Lyngby åbnede derfor tirsdag dørene for 70 flygtninge.
Asylcenter Brovst har lejet 14 af campingpladsens hytter, som skal bruges som nødindkvartering de næste 17 dage.
Det midlertidige asylcenter i Nørre Lyngby bliver ikke det eneste af sin slags.
På opfordring fra Udlændingestyrelsen har Asylcenter Brovst nemlig også anmodet om at få lov til at leje sig ind i fem hytter på campingpladsen i Tornby samt et antal pladser på Hotel Strandlyst ligeledes i Tornby.
Lejekontrakten mellem udlejerne i Tornby og asylcentret er endnu ikke helt på plads. Onsdag afholdes der dog informationsmøde på Hotel Strandlyst kl. 20.00, hvor der vil blive redegjort for de konkrete planer for det nye midlertidige asylcenter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.