Cepos: Drop jernbane til lufthavne
Det vil være billigere og hurtigere at lade private selskaber tilbyde bustransport til lufthavnene i Aalborg og Billund
AALBORG: Stop arbejdet med anlægge spor til Aalborg Lufthavn.
Anbefalingen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos er helt klar.
Hverken samfundet eller passagererne har fordele af en togforbindelse til de to største jyske lufthavne.
I Aalborg er arbejdet med skinner og sveller allerede i gang, mens man i Billund stadig er i planlægningsfasen.
Analysen fra Cepos viser, at det vil være billigere for både passagerer og samfund, hvis man i stedet for at lave jernbanespor lod private selskaber tilbyde bustransport til lufthavnene i Billund og Aalborg. For mange passagerer ville det oven i købet være hurtigere med bus.
- Hvis man tillader folk, at bruge privat kollektiv transport, kan de opnå gevinster, der er i mange tilfælde er endnu større end det jernbanen kan levere, siger specialkonsulent i Cepos, Jonas Herby til DR’s regionale stationer DR Nordjylland og DR Trekanten.
Stop byggeriet
Selv om byggeriet af det nye spor til Aalborg Lufthavn er godt i gang, er det fornuftigt at stoppe det, mener han.
- Det havde klart, at det havde været en fordel, hvis vi havde haft det her videngrundlag, før man overhovedet tog beslutningen. Men allerede da man traf beslutningen, var det en samfundsøkonomisk dårlig idé. Vores analyse viser, at det sandsynligvis er en endnu dårligere idé, og at der faktisk er et bedre alternativ, end at bruge en masse offentlige midler på, at bygge jernbanen, siger han.
Transportministeren har netop meldt ud, at private skal have mulighed for at tilbyde transport på strækninger over 75 kilometer, altså for eksempel bus fra Aarhus til Billund eller Aalborg Lufthavn.
- Det vil andet lige gøre, at investeringen i jernbanen bliver endnu dårligere, end den var i forvejen, siger Jonas Herby.
Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, er ikke enig i analysen fra Cepos.
- Man skal lige huske på, at beregningerne som regel ender med at få et resultat, som man har politisk holdning til, siger han.
Han mener desuden, at der er flere forhold, som Cepos ikke har taget med i sine beregninger - for eksempel at flere busser vil medføre mere trængsel på vejene.
- Vi har utroligt meget trængsel på vores veje. Busser kan være en fremragende løsning, der hvor der ikke er kollektiv trafik. Vi oplever, at der kommer flere busser på vejene, og tager farten af trafikken, siger han.
Banen til Billund står han - næsten - fast på.
- Vi er forpligtet af en aftale, hvor især Dansk Folkeparti var meget optaget af, at få en jernbane til Billund. Men det er klart, at vi kigger altid på det, når der kommer ny viden. Den diskussion må vi så have, når vi skal tage stilling til Togplanen fase 2, siger Rasmus Prehn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.