Cyklende sex-krænker er blevet anholdt
20-årig mand skal fremstilles i et grundlovsforhør lørdag
Opdateret kl. 23:07
AALBORG: Flere kvinder har haft et ubehageligt møde med en mand i Aalborg Øst, som har taget kvinderne på brysterne og klappet dem i numsen.
Nordjyllands Politi har anholdt den formodede gerningsmand - en 20-årig mand - og han sigtes for mindst fem tilfælde af blufærdighedskrænkelse.
Den 20-årige mand vil blive fremstillet i et grundlovsforhør lørdag formiddag.
Mindst fire kvinder har været ofre for blufærdighedskrænkelse torsdag eftermiddag i Aalborg Øst.
Befølt på numse og bryster
En 25-årig kvinde blev både befølt på numsen og taget på brysterne af en mandlig cyklist, som passerede hende. Det skete omkring kl. 15.30 på Gullestrupstien.
En 26-årig kvinde mødte gerningsmanden på Gullestrupstien ved 17-tiden. Hun kom gående, da en cyklist kørte forbi og slog hende meget hårdt i numsen.
Desuden har manden tilsyneladende også været på spil på stien ved Herningvej, hvor en cyklende kvinde blev taget på brysterne og på Universitetsboulevarden, hvor en anden kvinde på cykel blev klappet i bagdelen. Det oplyser vagtchef Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi.
Fældet af overvågning
Det signalement som kvinderne gav af manden ledte politiet på sporet af ham. Han har formentlig også været på spil i Maren Turis Gade i Aalborg i løbet af sommeren.
Overvågningsbilleder viser, at en mand, som svarer til signalementet af den mand som krænkede kvinderne torsdag, forsøgte at kysse en kvinde mod hendes vilje 26. juli om morgenen.
En af de kvinder som blev krænket torsdag kunne genkende manden fra billeder og video, som politiet har fra episoden i Maren Turis Gade.
Det førte til, at manden blev genkendt og anholdt af en patrulje i Karolinelund fredag formiddag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.