En kold arktisk bøvs: Der er kulde på vej

Temperatuerne i Nordjylland i de kommende uger kan ryge tre grader under normalen

DMI varsler sne i begyndelsen af december, og det er temmelig usædvanligt for julemåneden. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

DMI varsler sne i begyndelsen af december, og det er temmelig usædvanligt for julemåneden. Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:DMI varsler sne i begyndelsen af december, og det er faktisk temmelig usædvanligt. Om det bliver til det varslede snefald vides ikke, mens disse linjer skrives, men uanset så tyder en del på, at i hvert fald de næste par uger af december bliver en del koldere end normalt.

Her er det én forkortelse, der er vigtig: NAO. Den nordatlantiske oscillation, der er en tendens for trykforskellen mellem højtrykket over Azorerne og lavtrykket over Island og Danmarksstrædet. Lige nu er NAO negativ, og det betyder, at trykforskellen ikke er så stor; at højtrykket ikke er så højt og at lavtrykket ikke er så lavt.

Luften flytter sig fra et højtryk mod et lavtryk, og hvis NAO er positiv, så driver det varm, fugtig luft fra de sydligere dele af Atlanterhavet op mod Nordvesteuropa - det giver varme og våde vintre på vores kanter. Omvendt, når trykforskellen ikke er så stor, så giver det plads til, at koldere luft fra arktis kan gå i udbrud mod syd.

Samtidig er der bygget to højtryk op, over Grønland og det nordøstlige Stillehav ved Alaska, der presser sig ind mod den mere eller mindre cirkulære kolde luftmasse, polarhvirvlen eller engelsk the polar vortex, der ligger over Nordpolen om vinteren. Det deformerer hvirvlen, og skubber kold luft længere mod syd nogle steder som en kold arktisk bøvs, og nogle af de steder er Skandinavien.

Hvilket alt i alt betyder noget, der til forveksling godt kan ligne rigtigt vintervejr i de kommende uger. Severe Weather Europe har for nylig udgivet et blogindlæg om vejret for december, og her ligger Nordjylland lige i kanten af en forventet temperatur på tre grader under normalen. Det betyder en gennemsnitstemperatur lige over frysepunktet, for med klimaforandringerne er gennemsnitstemperaturen i december efterhånden steget til 4,2 grader. De omkring tre graders koldere vejr end normalen er, heldigvis kan man sige, nogenlunde det samme resultat, som TV2 Vejret kommer frem til.

Hvordan tingene ser ud med det lidt længere lys på er, som man siger, et godt spørgsmål. Umiddelbart peger alle prognoserne på, at det stadig bliver koldere end normalt, måske endda med mulighed for en landsdækkende hvid jul.

Den helt store joker er, hvordan polarhvirvlen holder sammen på sig selv; eller ikke gør. Den deformering, der foregår nu, påvirker som nævnt vores vejr i retning ad det kolde, men der sker med jævne mellemrum det, der kaldes en Sudden Stratmospheric Warming (SSW), hvor temperaturen i stratosfæren over nordpolen stiger hurtigt og kraftigt.

Slæbebåd bryder is ved Aggersundbroen 9. februar 2021 <i>Arkivfoto: Foto: Henrik Bo</i>

Slæbebåd bryder is ved Aggersundbroen 9. februar 2021 Arkivfoto: Foto: Henrik Bo

Det får typisk polarhvirvlen til at kollapse og billedligt talt tabe al den kolde luft mod de sydligere breddegrader - som står man med en kande sovs over en badebold og slår bunden ud af kanden.

Det skete senest i begyndelsen af 2021, hvor den første store SSW skete lige efter nytår. Fordi en SSW foregår i op til 50 km højde, så går der lidt tid, inden effekten forplanter sig ned til jordoverfladen, men det skete, og det var derfor, vi lidt ud af det blå fik vinter i februar i en grad, så de indre danske farvande nåede at fryse ganske meget til, inden foråret fik magt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.