Fantastisk udstilling i Kunstens mørke kælder: Vi skal længere ind

Man kan håbe, at den danske sommer bliver rigtig sydeuropæisk hed, så mange vil søge ned i mørkets kølighed og få sig en ordentlig en på opleveren - en af de store

En af videoerne nede i mørket viser et mytisk landskab, hvor en hunhund med selvlysende maling på benene afvænner sin hvalp, mens bier bestøver lægeurter og dækker hovedet af en kvindelig skulptur. Omgivelserne ændrer sig ubemærket, men dog mærkbart, og man fornemmer et sammenbrud lige om lidt. Det er skræmmende i al sin poetiske skønhed. <i>Foto: Troels Laursen</i>

En af videoerne nede i mørket viser et mytisk landskab, hvor en hunhund med selvlysende maling på benene afvænner sin hvalp, mens bier bestøver lægeurter og dækker hovedet af en kvindelig skulptur. Omgivelserne ændrer sig ubemærket, men dog mærkbart, og man fornemmer et sammenbrud lige om lidt. Det er skræmmende i al sin poetiske skønhed. Foto: Troels Laursen

KUNST:Offspring - Pierre Huyghe

At se på kunst handler om at se. Men denne udstilling, nede i dybet i et næsten totalt mørke, handler mere om at sanse og bare være. Det handler om at turde blive dernede i mørket, for vi skal længere ind.

Det tager tid for øjnene at vænne sig til mørket og derefter at skelne værkerne fra hinanden og få dem set, det vil sige, sanset og oplevet hver for sig og interagerende på hinanden, mens man forsigtigt træder ind i det dybe mørke univers. Det er fascinerende.

Det er som en ny virkelighed eller en parallelverden dernede i Kunstens kælder. Huyghes værker ligger på grænsen mellem traditionelle modsætninger; det levende og det livløse, det virkelige og det symbolske. Og det er levende bier, planter, en hund og havdyr og deres indbyrdes sameksistens. Det er kosmos og mikrokosmos og kaos og orden.

Detalje fra videoværket "A way in untilled".

Detalje fra videoværket "A way in untilled".

Udstillingens titel er ikke en reference til et gammelt amerikansk punkband, men handler om ”afkom”, dét alting udspringer af. Og alt dette ud af kun seks værker, hvor af det ene - det med levende mennesker med lysmasker, der spiller et terningspil - ikke var i gang, da deres udsendte var til stede. (Jeg vender tilbage, så snart Kunstens hjemmeside og kalenderen er tjekket ud). Men de fem andre gav nok til sanserne.

Den meget lidt belyste trappe leder ned til et levende akvarium skabt til og nyerhvervet af Kunsten. Zoodram 2, som værket betitles, er et værk, der hele tiden udvikler sig uden kunstnerens og andres indflydelse, det skabes, mens det er.

Det handler om gentagelsen i hel Kierkegaardsk forstand. Drømme, længsel og håbet retter sig mod en ukendt fremtid, og erindringen griber bagud efter en tabt fortid, så gentagelsen udgør menneskets mulighed for at blive og forblive nærværende i det nærværende. Det handler om sameksistens og om at være sammen i den virkelighed, der skabes lige nu.

Titelværket "Offspring" er en installation med lys, lyd og røg. Variationer af Eric Saie's klaverværk: ”Gymnopedies 1 & 3" (fra 1888) afspilles i en sameksistens mellem dem, der er i rummet.

Titelværket "Offspring" er en installation med lys, lyd og røg. Variationer af Eric Saie's klaverværk: ”Gymnopedies 1 & 3" (fra 1888) afspilles i en sameksistens mellem dem, der er i rummet.

Videoen "A way in untilled" (2012) er fra et mytisk landskab, hvor en hunhund med selvlysende maling på benene afvænner sin hvalp, mens bier bestøver lægeurter og dækker hovedet af en kvindelig skulptur. Omgivelserne ændrer sig, ubemærket, men dog mærkbart, og man fornemmer et sammenbrud lige om lidt. Det er skræmmende i al sin poetiske skønhed.

Titelværket "Offspring" er en installation med lys, lyd og røg. Variationer af Eric Saie's klaverværk ”Gymnopedies 1 & 3" (fra 1888) afspilles i en sameksistens mellem dem, der er i rummet og dermed rumtemperaturen, og værket selv. Det er meditativt og afsindigt smukt.

Værket ”De-Extinction” handler om udryddelse af arterne, og videoen viser insekter frosset fast i en ravklump, hvor kamerabevægelsen giver en fornemmelse af liv i insekterne, selvom de er låst fast i tiden. De er døde og væk, men alligevel her til stede som en erindring og en dna-bank. Det er bevægende.

Ude og oppe af mørket kan man på vejen til skulpturen udenfor i parken undre sig over, hvor meget et rum, lys (og mangel på samme) kan gøre ved skærpelsen af vore sanser. Skulpturen udenfor handler også om sameksistens mellem mennesket, kulturen og naturen. Og hvis man vil, kan man i skulpturen af levende bier og en betonskulptur af liggende kvinde lægge en kommentar til klimakrisen indover og se, at naturen nok skal overleve klimakrisen, men det er mere tvivlsomt, om mennesket gør. Kun de efterladenskaber af en forgangen kultur vil lige så stille forvitre og blive til natur igen.

Pierre Huyghe

  • Født 1962 i Paris. Han bor og arbejder i New York og Chile.
  • Han bliver betragtet som en af vor tids vigtigste samtidskunstnere. I hans værker sløres grænserne mellem traditionelle modsætninger; det levende og det livsløse, det virkelige og det symbolske. Siden begyndelsen af 1990’erne har Huyghe arbejdet med udstillingen som præsentationsform og udfordret dens traditionelle formater.
  • Han har haft adskillige soloudstillinger over hele verden, såsom MoMA (New York), Metropolitan Museum of Art (New York), LACMA (Los Angeles), Centre Georges Pompidou (Paris), Tate Modern (London), Ludwig Museum (Köln).
  • Udstillingen på Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg, varer indtil 30. oktober.

Værkerne, der har sensorer, fanger lyd, lys og bevægelse. Hvert værk opfatter og påvirker hinanden såvel som udstillingsrytmen, flowet og måden, det manifesterer sig på. Og derfor er man som beskuer med i det hele. Værkerne og vi sameksisterer.

Man kan håbe, at den danske sommer bliver rigtig sydeuropæisk hed, så mange vil søge ned i mørkets kølighed og få sig en ordentlig en på opleveren, en af de store. For at se og sanse det, der er ude af kontrol og skaber en ny virkelighed.

For vi skal ned i mørket og længere ind!

Værkerne, der har sensorer, fanger lyd, lys og bevægelse. Hvert værk opfatter og påvirker hinanden såvel som udstillingsrytmen, flowet og måden, det manifesterer sig på. Og derfor er man som beskuer med i det hele. Værkerne og vi sameksister.

Værkerne, der har sensorer, fanger lyd, lys og bevægelse. Hvert værk opfatter og påvirker hinanden såvel som udstillingsrytmen, flowet og måden, det manifesterer sig på. Og derfor er man som beskuer med i det hele. Værkerne og vi sameksister.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden