De gik 18 huller med riven

Ude med løvriven - lørdag var der arbejdsdag i Dronninglund Golfklub, som 25 frivillige hjalp med at gøre klar til sæsonen. ?Foto: Henrik Louis
Ude med løvriven - lørdag var der arbejdsdag i Dronninglund Golfklub, som 25 frivillige hjalp med at gøre klar til sæsonen. ?Foto: Henrik Louis Henrik Louis

Opdateret 09. juni 2022 kl. 10:51

For få år siden måtte golfklubben i Dronninglund kaste håndklædet i ringen.

Foruden hullerne på golfbanen var der nemlig også et 19. hul af en pæn størrelse i klubkassen, og det endte med konkurs. Den genopstandne klub har dog også et 19. hul - men det er blot navnet på golfcafeen, der nu forpagtes af Dronninglund Hotel.

- Vi har omkring 700 medlemmer og kører med overskud hvert år nu, lyder det fra Alf Abildgaard, der sidder i klubbens baneudvalg.

At der ikke er røde tal på bundlinjen, skyldes blandt andet, at medlemmerne har andre evner end at få bolden i hul; i løbet af 2016 har frivillige hjulpet med at få anlagt en sø, sat læhegn op ved klubhuset og rejst en bygning ved driving range.

- Jeg tror, at medlemmerne hellere giver en hånd med, når de er med til at generere et overskud i stedet for at skulle nedbringe gæld, lyder det fra Alf Abildgaard.

Denne lørdag går en gruppe af frivillige de 18 huller med løvrive i stedet for kølle. Anlægget skal gøres klar til sæsonen - og andre gør rent, ordner stier eller noget helt fjerde; i alt 25 er i gang - og måske har Alf Abildgaard den vigtigste opgave, idet han kører rundt med dåsebajerne til arbejdsholdene, når det er pausetid ...

- Det er helt naturligt for os at bakke op, når der er brug for det. Det er alfa og omega, hvis en mindre klub skal overleve, lyder det fra Lise Blauenfeldt, Klokkerholm, som er dukket op med gemalen for at hjælpe til.

Samme holdning har medlemmerne Sjonna Madsen, Dronninglund, og Kirsten Frederiksen, Sulsted, der samler grene op, gør rent og bekæmper alger på skiltene.

- Vi vil gerne give lidt tilbage til klubben. Jeg kommer to-tre gange om ugen for at nyde den friske luft og fællesskabet, lyder det fra Sjonna Madsen.

- Og det er hyggeligt med en arbejdsdag. Så mødes man på en lidt anden måde, tilføjer Kirsten Frederiksen.

Arbejdsdagen blev rundet af med frokost lørdag, og allerede søndag var der standerhejsning og turnering med godt 80 deltagere. Golfklubben har i øvrigt indgået et samarbejde - 4Golf - med klubberne i Blokhus, Sæby og Ørnehøj, så medlemmerne frit kan spille på hinandens baner ved indbetaling af et beløb.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden