Den gule dræber er sprunget ud
Engbrandbægeren står i tiden i fuldt flor i den danske fauna. Den gule plante er dog ekstremt giftig for især heste
Opdateret kl. 15:14
NORDJYLLAND: Den gule plage er over de danske heste og deres ejere. Den giftige engbrandbæger blomstrer i denne tid, og det giver bekymring i hestekredse. For nyligt døde to varmblodsheste nord på Thisted, og begge viste tegn på alvorlige leverskader, som ofte hænger sammen med indtagelse og forgiftning af engbrandbægeren, der lige nu står i fuldt flor.
Dyrlæge gennem 40 år og nu pensionerede Hans Christian Sørensen maner dog til ro over for den giftige plante.
- Først og fremmest er det svært overhovedet at pege på engbrandbægeren som den skyldige. Leverbetændelse kan komme af rigtig mange ting, så man behøver ikke gå i panik, hvis der er en gul blomst på marken, siger han og fortsætter:
- Samtidig handler det om at give hestene tilpas store arealer at gå på. Hvis de går på små marker med lidt græs, så tvinger man dem faktisk til at spise alt, deriblandt engbrandbægere.
Hesten styrer udenom
Normalt vil heste nemlig helst undgå helt at spise den giftige plante, hvis der altså er føde nok på marken. Det forklarer landskonsulent ved Seges’ planteværn Poul Henning Petersen.
- Egentlig smager den bittert og dårligt for mange dyr, og de undgår den typisk på marken. Problemet opstår dog, når brandbægeren bliver blandet sammen med hø og wrap ved høst. Dermed kan hesten ikke styre uden om den giftige plante, som den ellers kan på marken.
Han forklarer, at heste er mest udsatte, da deres fordøjelse er mindre robust end for eksempel kvæg, får og geder.
- Og vi mennesker ville formentlig kaste op, inden vi kunne nå at indtage nok til at blive forgiftet, forklarer Poul Henning Petersen.
Slå den ned
Engbrandbægeren er enormt svær at komme af med, men spotter man den på marken, bør man rykke med det samme.
- Det handler om at få den væk fra dyrefolden og sørge for, at den ikke spreder frø. Slå den ned maskinelt eller riv den op med håndkraft, hvis marken er hårdt ramt, siger plantekonsulenten.
Han oplyser desuden, at planten spirer i august, og man her med fordel kan sprøjte med ukrudtsmidlet Harmony for at komme planten til livs.
Forgiftningen kan behandles med væske og B-vitamin, der beskytter leveren. Derudover er det vigtigt at få hesten til at spise.
Dog tager det mange gange langt tid at få diagnosticeret forgiftningen, da de første symptomer som manglende appetit kan skyldes mange ting.
Generelt rådes man til at være på vagt ved symptomer og tilkalde dyrlæge hurtigst muligt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.