Samtidig lægger skovens første dybgrønne træer, der står med brede blade, en varsom dæmper på alle udefrakommende lyde. Træernes grene folder sig tæt og generøst beskyttende ind over vejen, som ville de sige: her er godt at være - her kan tankerne få frit løb.

Kun syngende fugle løfter jublende deres toner mod den grønne bladhimmel.

For enden af vejen, der nu er en stejl bakke - ligger forlystelsen Skovlyst - et yndigt, gammelt træhus - der trænger til en meget kærlig hånd. Til højre - lidt længere nede ad vejen - får jeg øje på tennisbanerne. Og der er stien, der - venstre om banerne - fører ind i skovens svale, stille mørke.

Sten og sand knaser under mine sko. For enden af den lille støvede sti møder jeg skovens første, store tætte træer.

Jeg næsten lister videre - det er, som om jeg ikke vil forstyrre. Herinde føles den voldsomme fugt og varme slet ikke. Sæby Å flyder umærkeligt. Jeg sætter mig på brinken og stirrer ud over det glatte åvand, der spejler skovens træer.

Her er ro. Hjernen slår automatisk på PAUSE - og jeg giver mig hen til øjeblikkets skønhed.

I det kølige rum ophæves tiden blidt.

Ganske langsomt begynder helt umulige billeder at danse forbi min indre bowlerhat - mænd i farvestrålende jagtkostumer, kvinder i silkekjoler med fantastiske broderier, latter og munter tale. Lyden af porcelæn og glas, der klirrer - måske fra de mange fester, der gennem de 438 år har været fejret på Sæbygaard Slot på den anden side af åen.

Uendeligt langt bag mig kan jeg - som et svagt ekko - høre lyden af harmonikatoner og glade menneskers tale - det er Pavillonen Skovlyst, der for et kort øjeblik er genopstået i sin fordums glans som publikumsmagnet for talrige danseaftener, teaterforestillinger og dage med søndagskaffe. Og så pludselig .... ingenting.

Tavsheden er liflig...