Togtrafik

Derfor aflyses 540 nordjyske tog

Flere nordjyske tog kommer om eftermiddagen i sommerferien kun til at køre én gang i timen

I juli og frem til 11. august kommer der til at køre færre tog på de nordjyske skinner, da Nordjyske Jernbaner har valgt at køre efter en sommerkøreplan. Arkivfoto: Kurt Bering
I juli og frem til 11. august kommer der til at køre færre tog på de nordjyske skinner, da Nordjyske Jernbaner har valgt at køre efter en sommerkøreplan. Arkivfoto: Kurt Bering

NORDJYLLAND: Mangel på lokomotivførere har fået Nordjyske Jernbaner til at ændre i køreplanen og lave en nødkøreplan i juli og indtil 11. august. Den betyder, at der er 540 færre togafgange i Nordjylland.

Det er på strækningerne Aalborg-Skagen og Hjørring-Hirtshals, hvor Nordjyske Jernbaner opgiver halvtimedriften om eftermiddagen og kun kører én gang i timen.

- Vi kan se, at vi ikke kan holde den nuværende køreplan, når lokomotivførerne skal afvikle ferie. Derfor har vi valgt at lave en ny køreplan i den periode, hvor der er færre pendlere, og hvor der ikke er skoleelever med toget, siger Peter Hvilshøj, som er administrerende direktør for Nordjyske Jernbaner.

Han minder om, at da DSB kørte strækningen fra Aalborg til Frederikshavn, var der også kun timedrift.

- Nu kører vi dette som et forsøg, fordi vi har for få lokomotivførere, men efter ferien vil vi evaluere det. De erfaringer, vi gør, vil vi tage med i overvejelserne, når vi laver køreplanen næste år. Måske er der ikke behov for så mange tog i sommerferien, siger Peter Hvilshøj.

Nordjyske Jernbaner overtog den regionale togdrift fra Skørping til Frederikshavn fra DSB 6. august sidste år.

Aflyste tog
Følgende afgange er aflyst fra mandag til fredag fra 1. juli til og med 11. august:
Fra Aalborg mod Skagen klokken 12:42, 14:42, 15:42 og 16:42
Fra Skagen mod Aalborg klokken 14:11, 15:11, 16:11 og 17:11
Fra Hjørring mod Hirtshals klokken 13:31, 14:31, 15:31, 16:31 og 17:31
Fra Hirtshals mod Hjørring klokken 14:03, 15:03, 16:03, 17:03 og 18:03

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden