Diamantbryllup

Asta og Egon Jensen, Thorsens Alle 3 L, Aalborg.

Asta og Egon Jensen

Asta og Egon Jensen

Asta og Egon blev viet i Vor Frue Kirke i Aalborg og kan se tilbage på et langt og godt liv sammen. Sammen har de alle dage boet i Aalborg: Danmarksgade, Degnelodden og nu i en dejlig ældrevenlig lejlighed i Hasseris. Hjemmet og familielivet har fyldt alt i deres tilværelse. Rejser til udlandet sammen har aldrig været på tale, faktisk har ferie været et fremmedord i deres liv. Før Asta mødte Egon, var hun i huset i Aalborg, fabriksarbejder på Kjærs Mølles væveri og på Obel som tobaksbladeryster, men langt det meste af Astas arbejdsliv er brugt som telefonpasser i deres flytteforretning og efterfølgende som hjemmegående husmor. Hjemmet, som Asta altid har klaret alene, betyder meget for dem begge to. Døren står altid åben, og der er kaffe på kanden med tilhørende hjemmebag, hvilket familien har benyttet sig flittigt af! Asta kan alt med sine hænder og er uovertruffen som "kogekone", bager, syerske og udfolder også sine kreative evner med hjemmelavede festkort, julekort m.m. Som stor knægt begyndte Egon at udbringe råis til køleskabe, blev kusk med hestevogn ved Brdr. Toftegaard, og allerede inden han fik kørekort, var han ansat som chauffør hos Aalborg Ny Vognmandsforretning, for Egon skulle jo have et arbejde, eftersom hans far blev dræbt ved en voldsom ulykke på vandflyvepladsen under krigen. I 1952 åbnede Egon flytteforretning og havde i mange år en god forretning. Senere blev firmaet til Centrum-budene, som i mange år var en kendt varetransport i det aalborgensiske område. Som taxavognmand fik Egon også en del gode år. Det var et arbejde, hvor han kom i kontakt med mange mennesker, hvilket bekom ham vel. Busser, lastbiler, ja, alt med motor har været hans store interesse, ikke at forglemme motorcykler og trehjulede biler, hvor Egon var helt i sit es. Fra først i 1970 og 17 år frem var Egon ansat på Svenstrupgaard som tilsynsførende assistent, et arbejde, som han var meget glad for og god til, da de svageste i samfundet altid har haft en plads i hans hjerte. Parret, som har tre børn samt børnebørn og oldebørn, fejrer dagen med familiefest på Svalegården.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.