Direkte flyvning til Istanbul er tæt på
Turkish Airline er meget tæt på at oprette en direkte forbindelse mellem Aalborg og Istanbul.
Før jul kom det frem, at det tyrkiske luftfartsselskab havde planer om en ny rute mellem Nordjylland og den største by i Tyrkiet. Dengang havde direktør i Aalborg Lufthavn Søren Svendsen ikke hørt fra tyrkerne, men han bekræfter nu, at der finder forhandlinger sted mellem lufthavnen og luftfartsselskabet. - Og vi håber, at det her kan blive til noget, siger han. Rejsende fra Nordjylland, der skal videre ud i verden, kan i dag groft sagt vælge mellem at flyve til København og flyve til Amsterdam. Hvis - eller når - Turkish Airlines rykker ind, vil det gøre mulighederne for at komme rigtig langt væk betydeligt større. Turkish Airline er meget stærke på Mellemøsten og det fjerne østen. Selskabet havde sidste år 149 destinationer uden for Tyrkiet - 76 i Europa, 26 i Mellemøsten, 23 i det fjerne østen, 18 i Afrika og seks i Amerika. Som det ser ud lige nu, tyder det på, at der bliver tre ugentlige afgange mellem Aalborg og Istanbul, ruten åbner sandsynligvis i juli, det skal være en helårsrute og det bliver en Boeing 737, der skal stå for transporten. Ruten bliver en kombineret Istanbul - Aalborg - Billund-rute, hvor flyet flyver fra Istanbul til Aalborg, herfra til Billund - og igen til Istanbul. For rejsende, der begynder rejsen i Aalborg, er det den mest fordelagtige løsning, når det ikke bliver en fuldstændig direkte rute. På vej til Istanbul går flyet ned i Billund, og flyver efter et kort stop videre, og på hjemturen bliver det direkte til Aalborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.