Lungesygdomme

Dom åbner op for erstatning til storrygere

Eternit-arbejder fra Aalborg har banet vejen for andre rygere, der er blevet syge af at gå på arbejde

Storrygerne kan se frem til erstatning, selv om de er storrygere. Arkivfoto
Storrygerne kan se frem til erstatning, selv om de er storrygere. Arkivfoto

AALBORG: Folk med KOL eller kronisk bronkitis kan få anerkendt deres sygdomme.

Sidst i maj fik en eternit-arbejder fra Aalborg rettens ord for, at han var blevet syg - dels fordi han havde arbejdet med asbest, og dels fordi han havde røget for mange smøger.

Hidtil har det været umuligt for rygere at få kompensation, hvis de er blevet syge af kronisk bronkitis eller KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, red.) på jobbet. Men dommen får nu Arbejdsskadestyrelsen til at ændre praksis.

- Folk, der har diagnoserne kronisk bronkitis og KOL, kan nu se frem til at få deres sag anerkendt, selvom de er storrygere, hvis altså den arbejdsmæssige belastning opfylder kravet på erhvervssygdomsfortegnelsen, siger souschef Bettina Høyer Olsen til Avisen.dk.

Fordi de to sygdomme er tæt forbundne med et stort forbrug af cigaretter, har myndighederne hidtil nægtet at udbetale erstatning personer, som mistænkte deres job for også at være skyld i rygerlungerne.

Genåbner sager

Arbejdsskadestyrelsen genåbner nu et ukendt antal sager, hvor anmelderen lider af enten kronisk bronkitis eller KOL.

Rygere med en af de to sygdomme skal dog ikke forvente at få skyhøje beløb i erstatning, selvom sygdommen er delvist arbejdsrelateret.

- Hvis der er konkurrerende sygdomme, der også har medvirket til, at du er blevet syg - for eksempel rygning - så trækker vi det fra i erstatningen. Arbejdsskadeloven er jo indrettet på den måde, at du kun kan kompenseres for den skade, der skyldes dit arbejdet, siger Bettina Høyer Olsen til Avisen.dk.

For eksempel får eternit-arbejderen fra Aalborg ikke en krone i erstatning, fordi retslægerådet har vurderet, at mandens store cigaretforbrug er skyld i 90 procent af af sygdommen.

Anker sag for eternitarbejder

Det er fagforbundet 3F, der har valgt at tage sagen om eternit-arbejderen igennem retssystemet. Her er der utilfredshed med, at eternitarbejderen ikke har fået nogen erstatning.

Fagforbundet mener ikke, at Arbejdsskadestyrelsen har ført tilstrækkeligt bevis for, at arbejdet med asbest kun bærer 10 procent af skylden, og har derfor anket sagen til Landsretten.

- Det er vigtigt for os at kæmpe rygernes sag. De skal kunne mærke - også i kroner og øre - at de har fået anerkendt deres arbejdsskade, siger Ulla Sørensen, der er politisk chef for 3F’s juridiske sekretariat, til Avisen.dk.

Ifølge Danmarks Lungeforening lever 430.000 danskere med KOL, men kun halvdelen ved, at de er syge.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden