Sport

Dramatisk højdepunkt på Aalborg Væddeløbsbane

Mandagens stævne på Racing Arena Aalborg havde hele pakken

Geir Mikkelsen på velfortjent æresrunde med Peter Jensen-trænede Wilma Leggrowbach efter sejren i Super Cup Trot. Foto: Hesselborg Foto
Geir Mikkelsen på velfortjent æresrunde med Peter Jensen-trænede Wilma Leggrowbach efter sejren i Super Cup Trot. Foto: Hesselborg Foto

HESTESPORT: Der var lagt op til et brag af et væddeløb mandag aften, da Racing Arena Aalborg afviklede en indledende afdeling til det internationale storløb Super Cup Trot.

Publikum fik masser af dramatik og et særdeles seværdigt løb, da 11 ekvipager krydsede klinger i aftenens sjette løb. Aalborg-træner Marc Bæk Nielsen havde fløjet den mangedobbelte Charlottenlund-champion Steen Juul ind som kusk bag staldens Good’s Of Norway.

Parret kunne overtage spidsen efter 400 meters kørsel, men præcis da Steen Juul troede, han kunne tage tempoet ud af løbet, angreb Flemming Jensen med Victory Kåsgård. Det betød et løb i højt fart, og ind på opløbet måtte Good’s Of Norway melde udsolgt.

I stedet overtog Victory Kåsgård taktstokken, mens flere konkurrenter forsøgte angreb fra bagfeltet, bl.a. Peter Jensen-trænede Wilma Leggrowbach med den norske topkusk Geir Mikkelsen.

Kort før mål kastede Victory Kåsgård sig på dramatisk vis i en altødelæggende galop, som givet kostede sejren. Det overlod i stedet rampelyset til Wilma Leggrowbach, som derfor kunne sejre ganske sikkery i flotte 1.12,7/2.140 med autostart.

Udover førstepræmien på 75.000 kr. sikrede ekvipagen sig en af de eftertragtede billetter til finalen, som køres i Berlin søndag d. 6. august, hvor de venter 450.000 kroner i præmiesum.

På græstæppet blev mandag afviklet DM for kvindelige galopryttere. En titel, som Lise Ullerup Hansen tog sig af i sikker stil.

Hun indledte konkurrencen med to sikre sejre på ryggen af først Tamarind Hill og siden First Bid - begge trænet af Per Frydensberg. Dermed kunne hun hyldes som vinder allerede inden sidste afdeling, hvor det blev til en tredjeplads, som cementerede en sikker DM titel. I øvrigt den første af sin slags til Lise Ullerup Hansen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden