Dyne-Larsen vil se kroner
Ejer giver Himmerlands Golf- og Country Club to år til at vise sorte tal. Fredag var der rejsegilde på kæmpe udvidelse til over 100 millioner kroner.

Mange af golfcentrets brugere var mødt frem for at være med til rejsegildet. Lars Larsen fik sig en snak med mange af dem. I modten er det centrets direktør Claus Birk Larsen. Foto: Michael Bygballe
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Når Himmerlands Golf- og Country Club til sommer har en kæmpe million-udvidelse færdig, så giver ejeren af centret, Dyne-kongen Lars Larsen, centret to år til at vise overskud. Det afslørede Lars Larsen fredag, da Himmerlands Golf- og Country Club holdt rejsegilde på en 6000 kvadratmeter stor centerbygning, der blandt andet vil komme til at indeholde konferencelokaler, spa- og wellness-center, badeland samt et aktivitetscenter med blandt andet en golfsimulator. Centret kommer også til at indeholde et nyt stort bowlingcenter, der skal erstatte det gamle på Gatten Møllevej i den anden ende af Gatten. Den gamle hovedbygning bliver erstattet af et helt nyt byggeri. Det store golfkompleks blev opført i 1979, men har aldrig kunnet præstere et overskud. Nu pumper Lars Larsen så langt over 100 millioner kroner i centret i Gatten - og så vil han også se sorte tal på bundlinjen i regnskabet. Blev eneejer i 2007 Lars Larsen blev tilbage i 2007 eneejer af golfcentret i Gatten, da han købte Birdie Thinggaards ejerandel. Lars Larsen siger, at filosofien bag et overskud er klar - centret skal gøres til et sted, der bliver benyttet hele året rundt, hvor det i dag er mere sæsonbetonet. Ikke afhængige af golf - Vi skal ikke bare være afhængige af golf, men også have mange andre strenge at spille på. Vi skal have lavet golfcentret til en god forretning ved at folk kommer hele året, siger Lars Larsen, som har tænkt sig at rykke al undervisning i Jysk-koncernen til Himmerland. - Det er ikke nogen hemmelighed, at det er svært at få økonomi i golf i øjeblikket, men i stedet for at drosle ned, så satser vi her i Himmerland, og så håber vi på det giver pote, siger Lars Larsen, der ved rejsegildet takkede håndværkerne og alle andre involverede i det enorme byggeri for godt samarbejde. Ved rejsegildet understregede Lars Larsen, at det nye center også bliver for lokalbefolkningen. Væk med snob - Vi skal have vores "snobbe-image" væk. - Golfcentret i Gatten er for alle, og "Jeg har et godt tilbud til Jer alle om at komme billigt ind", lød det fra super-købmanden, der rangerer meget højt på listen over Danmarks rigeste. Samtidig med millionudvidelsen bruger Dyne-Larsen også millioner på ny-anlæggelse af en af de to eksisterende baner på golfcentret. Den bane står top-tunet til efteråret. Der er 336 golfhuse i tilknytning til golf-centret.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.