Nordjylland

Ekskluderet medlem tager til genmæle

- Kristendommen er lige så forfærdelig, men knap så farlig som islam, mener ekskluderet medlem af Nye Borgerlige

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 13:01

NORDJYLLAND: - Hvis Nye Borgerlige vil dele moralsk snæversyn med DF og Kristendemokraterne, er det ikke noget parti for mig. Jeg er liberal nationalist, men ikke konservativ. Jeg synes, at kristendommen er lige så forfærdelig, men knap så farlig som islam.

Sådan siger Niels Vestergaard Thomsen fra Gjøl, der netop er blevet ekskluderet af partiet Nye Borgerlige. Han var for to måneder siden valgt til næstformand for Nye Borgerliges nystiftede lokalforening for Jammerbugt og Brønderslev Kommune.

- Hovedbestyrelsen har ekskluderet Niels Vestergaard Thomsen. Vi kunne ikke leve med det, han havde skrevet på Facebook, siger næstformanden i partiets landsorganisation, Peter Seier Christensen, til NORDJYSKE.

Det var et debatindlæg af formanden for Kristendemokraterne, Stig Granov, der fik den nu forhenværende næstformand i lokalafdelingen til tasterne. I en række indlæg skrev Niels Vestergaard Thomsen blandt andet, at hvis han kom i Folketinget, vil han arbejde for "en afkristning af dansk kultur," og at kristendom står for "dumhed, snæversyn, fordomme og intolerance". Han skrev også, at "kristne er så hykleriske, de hylder livet og deres næste med deres selvindbildske ædle menneskesyn, men godhedens apostle er i virkeligheden så snæversynet, at de ikke kan tillade andre værdier, der kunne gøre deres medmennesker lykkelige".

- Hans synspunkt om, at kristendom står for dumhed og intolerance og ikke skal have indflydelse på vores samfund, harmonerer slet ikke med partiets holdninger. Vi mener jo tværtimod, at kristendom er grundlaget for vores samfund. Samtidig bruger han en tone, som slet ikke harmonerer med, hvad vi ønsker, siger Peter Seier Christensen.

- Man må gerne have skrappe holdninger hos os. Men vi lægger megen vægt på at holde en ordentlig tone og ikke angribe andre, siger næstformanden.

Niels Vestergaard Thomsen har i mellemtiden slettet de kritiserede indlæg. Til gengæld kan man på hans Facebook-side læse en syv dage gammel hyldest til det franske parti Front Nationals frontfigur, Marine le Pen. "Marine, jeg elsker dig, simpelt hen," hedder det på fransk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden