Eksperter: Det her vil koste Jensen’s Bøfhus dyrt
Selv om kæden vandt navnestrid over Sæby-restaurant, har de tabt på Facebook
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:38
NORDJYLLAND: Selv om restaurantkæden Jensen’s Bøfhus i Højesteret vandt en navnestrid mod den nordjyske Jensens Fiskerestaurant i Sæby, så har Jensen’s Bøfhus tabt på Facebook - og det kommer til at koste dem dyrt.
Det vurderer flere eksperter, som Nordjyske Medier har talt med.
Fredag afgjorde Højesteret, at nordjyske Jacob Jensen ikke må kalde sin fiskerestaurant i Sæby for Jensens Fiskerestaurant, fordi Jensen’s Bøfhus har rettighederne til navnet ”Jensens”, når det gælder restauranter.
60.000 i bøf-boykot
Den afgørelse har ført til en storm af vrede kommentarer på Facebook, hvor over 60.000 lørdag havde tilsluttet sig Facebook-gruppen ”Boykot Jensen’s Bøfhus”.
Kommunikationsekspert Kresten Schultz Jørgensen, direktør i PR- og brandingfirmaet Lead Agency, fastslår, at sådan en såkaldt ”shitstorm” på Facebook vil ramme Jensen’s Bøfhus på pengepungen:
- De mennesker, der hidser sig op over det her, er mennesker, der normalt går på Jensen’s Bøfhus. Jeg tror sagtens, Jensen’s Bøfhus vil kunne mærke det på omsætningen. Derfor skal man fare med lempe og tage det meget alvorligt, fastslår Kresten Schultz Jørgensen.
Også reklamemanden Anders Bjørnstrup, direktør i det nordjyske reklame-bureau Clienti, er sikker på, at sagen koster:
- Den her historie bliver dyr for Jensen’s Bøfhus, i hvert fald på kort sigt. Den vil give kæden en masse badwill, siger han til Nordjyske Stiftstidende.
- Tag Facebook-Danmark alvorligt
Kresten Schultz Jørgensen bemærker:
- De havde ikke behøvet at forfølge en lille restaurant i Sæby på den her måde. Det hidser en masse mennesker op til at holde med den lille mod den store. Jensen’s Bøfhus risikerer at få hele Facebook-Danmark på nakken. Og Facebook-Danmark er noget, man skal tag alvorligt, understreger han og tilføjer:
- De sociale medier har fået en magt, som vi slet ikke havde forestillet os tidligere. Det har blandt andre Danske Bank og Jyske Bank fornemmet de seneste par år, hvor de reelt har måttet ændre kurs med hensyn til at forklare sig.
PR-råd: Ræk hånden ud
Kresten Schultz Jørgensen opfordrer Jensen’s Bøfhus til at forklare sig på Facebook, vel at mærke i ”øjenhøjde”, og så bør restaurantkæden opsøge Jensens Fiskerestaurant i Sæby:
- Man skal række hånden ud til fiskerestauranten og sige ”helt ærligt, vi skal alle sammen være her. Kan vi ikke forlige det her?”
Hvordan sagen skal forliges, kan Kresten Schultz Jørgensen ikke på stående fod give svar på, og han erkender at Jensen’s Bøfhus juridisk set har retten på sin side.
- Men der skal trykkes hånd mellem de to parter ret hurtigt. I sager med ”stor-mod-lille”, så vinder lille i Facebook-Danmark, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.