Litteratur

En stemme til udstødte

I næste uge kommer Aalborg til at emme af ord.

Portræt af en hjemløs. Tom Jürgensen fotograferet af Rasmus Degnbol. Foto: Rasmus Degnbol
Portræt af en hjemløs. Tom Jürgensen fotograferet af Rasmus Degnbol. Foto: Rasmus Degnbol

Lyrikfestivalen 9000 ORD vil udspille sig på byens scener, caféer og i byrummet, og i Nordkraft fylder Ordkraft hallerne med forfattermøder og bogdebat. Dejligt for alle bogelskere og sprogfans. Og dejligt for Aalborg, at byen markerer sig på det litterære landkort. Ikke færre end 80 forfattere fra nær og fjern gæster vores by i dagene 19.-21. april. Det bliver stort. Jeg er koordinator for 9000 ORD og har været med til at fundraise for lyrikfestivalen. Det er nemlig også en af kulturlivets udfordringer: at skaffe penge til at udfolde og forny projekter. I dén proces fik vi en idé i græsrodsforeningen bag 9000 ORD. Hvad nu, hvis vi vendte bøtten om - at det ikke kun handlede om at skaffe penge til vores egen kultur-event, men også om at generere penge til andre? Hvis kultur er udtryk for mentalt og samfundsmæssigt overskud, kan dette overskud vel også komme andre til gode - så kulturen rækker ud over sig selv? Derfor bakker 9000 ORD op om en god sag, og i år er det Aalborgs hjemløse, vi har fokus på. Det lykkedes os, via fremsynede fonde og puljer, at skaffe penge til at etablere og promovere festivalens 22 events. Og det er lykkedes at få de progressive kulturaktører, som præsenterer arrangementer under 9000 ORD, til at bakke op om det gode formål. Hvis du køber billet til et 9000 ORD-arrangement hos KUNSTEN, Studenterhuset, Huset eller Transformator, går der således 5 kr. pr. solgt billet til hjemløse-sagen. Pengene går helt specifikt til Frelsens Hærs Varmestue på Mølle Plads i Aalborg. Her er der alle hverdage gratis morgenmad til hjemløse og andre værdigt trængende. Derudover kan du købe Hus Forbi hos en af de sælgere, der vil være at finde i forbindelse med 9000 ORDs arrangementer. 9000 ORD vil også gerne give en stemme til de udstødte. Derfor er vi medarrangør på et oplæsningsarrangement hos Café VæXt i Poul Paghs Gade. Her læser både festivalens digtere og en række af caféens brugere deres tekster op. Det foregår fredag den 20. april kl. 12.15, og du kan nyde en frokost i caféen samtidig med - endda i bevidsthed om, at caféen bidrager med en femmer til hjemløse-sagen pr. solgt frokost. 9000 ORD udspiller sig desuden på Café Ulla Terkelsen, Det Gyldne Dådyr, Penny Lane, i Pilegaards Antikvariat, i Friis med mere, og festivalen byder på navne som bl.a. Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Mette Moestrup og Kasper Anthoni. Se det fulde program på www.9000ord.dk Du møder os også torsdag-lørdag i informationsteltet ved Spar Nord på Nytorv. Her kan du både bidrage til et kollektivt Aalborg-digt, og du kan se fotograf Rasmus Degnbols fine fotoreportage fra en dag med en hjemløs. Lene Høg bor i Aalborg med mand og to børn. Hun er uddannet cand.mag. og arbejder med kommunikation og markedsføring.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden