Er der nogen, der gider?

Adskil kirke og stat. Giv os en ny grundlov, der gør op med forestillingen om Danmark som et luthersk evangelisk land. Synspunkter, der har fyldt meget i debatten om fremtidens kirke indenfor det sidste år. Ideologiske synspunkter, der er blevet fulgt op af praktiske overvejelser om, hvordan fremtidens kirke skal indrettes eller afvikles.

Nu er messefald og behovet for kirkelukninger blevet det helt store tema. I en analyse, foretaget af Kirkefondet, konkluderes det, at flere end halvdelen af de 2200 kirkesogne er for små til at kunne overleve. Her hedder det, at sogne med under 1000 indbyggere er for små til at overleve. Jeg er præst i en grundtvigsk frimenighed og hører som sådan under folkekirkens rammelovgivning, ja ser mig selv som en del af den. Jeg skal derfor ikke fremhæve de frie menigheder på bekostning af sognemenighederne, men kan alligevel ikke lade være med at give et indspark til den nye kirkelige disciplin: Talgymnastik. De grundtvigske valg- og frimenigheder, som har mere end 1000 medlemmer kan tælles på en hånd. Mig bekendt kan antallet af søndage, hvor der er messefald, også tælles på en hånd, hvis det overhovedet sker. 1000 indbyggere er altså ikke pr. definition et magisk tal for, hvornår der kan holdes kirke eller ej. At der ikke findes noget magisk tal bør være indlysende. Men der er naturligvis al mulig grund til at spørge sig selv om, hvad der skal til for at kirken består: Spørgsmålet bør være, om der er nogen, der gider være kirke. 200 mennesker kan bære et gudstjenesteliv, tredobler man antallet kan man sagtens bære en fuld præsteløn og vedligeholdelse af kirke og præstegård. Det viser erfaringer fra de frie grundtvigske menigheder. Dette velopmærket når man opkræver det samme medlemsbidrag som kirkeskatten andrager. Men det kan kun lade sig gøre, fordi der er nogen der gider være kirke. Eller rettere, det kan kun lade sig gøre fordi der er nogen, der gider være menighed. Biskop over Aalborg Stift, Henning Toft Bro, fremhæver sognene som et "Land of last Resort" - det sidste, der er tilbage i de mest lukningstruede lokalsamfund og opfordrer menighedsrådene til at være åbne overfor at lade kirke og sognehus danne rammen om lokale aktiviteter, der ikke nødvendigvis er kirkelige. Jeg kunne ikke være mere enig. Tanken om, at man lukker de sidste enheder i udkantsdanmark, der har noget økonomi og nogle strukturelle rammer, der kan få noget til at ske, er grusom. Det ved man godt rundt omkring i det kirkelige landskab i Danmark, hvorfor nogen har undfanget den idé, at det ikke er de lokale menighedsråd, der skal tage beslutning om kirkelukninger men provstiudvalgene. Dermed får man flyttet beslutningen fra dem, der har ondt ved at træffe den. Man cementerer en centralistiske tendens i Danmark, der for alvor tog fart med kommunalreformen: Gør det lettere for beslutningstagerne at træffe de upopulære beslutninger, ved at placere dem i nogle få centerbyer, hvor nedskæringer ikke kommer på tale. Men man kommer stadig ikke udenom at stille spørgsmålet: Er der nogen, der gider være menighed? Det spørgsmål skylder man at formulere klart i forhold til alle de sogne, hvor man overveje at lukke kirken. Der er brug for, at man flytter debatten om fremtidens kirke fra at handle om struktur til at handle om indhold. Man gør evangeliet en bjørnetjeneste ved aldrig at tage det i sin mund, når man diskuterer kirkens fremtid. Det er som om strukturdebatten foregår i et rum, der er fuldstændigt afskåret fra det, der foregår hver søndag i kirken, hvis der altså ikke er messefald. Men tør vi ikke spørge folkene ude i sognene, om det er vigtigt for dem, at der holdes gudstjeneste, får det jo aldrig en værdi i sig selv. Er det vigtig for dig, at der hver søndag forkyndes, at Gud elsker dig, at der er et sted hvor du altid må bede om tilgivelse og at Kristus døde og opstod for at døden aldrig mere skal få det sidste ord, hvor døbte mennesker samles for at fejre gudstjeneste? Betyder det noget, eller er det ligegyldigt for dig? Det er det indholdsmæssige spørgsmål, der har samlet folk til kirke i 2000 år. Det er spørgsmålet, der har samlet de frie grundtvigske menigheder siden vækkelsernes tid i den sidste halvdel af 1800 tallet. Det er det spørgsmål, der skal redde folkekirken. Man kan nedsætte nok så mange kommissioner, der skal beregne ideal sognestørrelse og man kan ansætte nok så mange HR-konsulenter, der skal effektivisere ressourceforbruget i Folkekirken. Men intet vil ændre sig, førend man fra kirkens side insisterer på en indholdsfyldt debat om, hvorfor vi holder kirke, og hvorfor det er vigtigt, at der er nogen, der gider være menighed.