Er det overhovedet muligt at indrette sig efter smitterisikoen?
At plejesektoren er presset, er ekstra bekymrende i disse corona-tider. De ældre må ikke svigtes, mener NORDJYSKEs redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen
De svageste skal være de stærkeste i denne tid. Det var et af de klare budskaber fra statsminister Mette Frederiksen, da hun for nylig luftede muligheden for en gradvis genåbning af samfundet efter påske. De ældre og svage skal indrette sig efter smitterisikoen nogen tid endnu, lød det.
Det er svært at være uenig i. Men hvordan i al verden skulle det kunne lade sig gøre på landets plejecentre - og i plejesektoren i det hele taget?
Den seneste uge har NORDJYSKE beskrevet, hvordan en stor del af beboere og ansatte på plejecenter Valdemarsgade i Brønderslev er blevet testet positive for corona-virusset.
- Nu gør vi alt for at inddæmme smitten på plejecentret, men jeg kan da godt frygte, at der også er smitte andre steder, og jeg så da helst, at vi havde mulighed for at teste flere ansatte og beboere. Der har jo været personale og vikarer, som har været rundt på flere plejecentre, men det bliver stoppet nu, lød det fra Ole Jespersgaard (S), formand for Ældreomsorg i Brønderslev Kommune.
Han rammer hovedet på sømmet her. Det står klart for enhver, at det er en ganske kritisk og alvorlig situation, hvis beboere og medarbejdere på et plejehjem rammes af corona.
Men en stor del af landets plejecentre er organiseret på en måde, som gør det meget svært at indrette sig efter smitterisikoen - også selvom pårørende ikke længere må komme på besøg. Det er en kendt sag, at man både som plejehjemsbeboer og modtager af hjemmehjælp kommer i kontakt med mange forskellige medarbejdere - fastansatte og vikarer. Vagtplanen skal jo gå op, og området er presset.
At medarbejdere kan arbejde i forskellige afdelinger på et plejehjem, at hjemmehjælpsvikarer kører rundt i flere forskellige kommuner, er i disse tider meget, meget farligt.
Det, der i mange år har været det smarteste, mest fleksible og sikkert det billigste, danner nu grundlag for en kæmpestor smittekæde, hvor de særligt udsatte, ældre og sårbare står yderst.
Herfra kan der kun lyde en opfordring til, at man hurtigst muligt - hvis det ikke allerede er sket - får organiseret sig sådan, at et fast medarbejderkorps har med de samme ældre og særligt udsatte at gøre - uanset om man er fastansat eller løst tilknyttet vikar. At man får skabt en struktur med mindst mulig kontakt og udskiftning i personalegruppen.
Men historierne om plejehjemmene og hjemmehjælpen gentager sig år efter år - coronakrise eller ej: Der mangler arbejdskraft. Medarbejderne er pressede og i værste tilfælde fører det til svigt af de ældre.
Så spørgsmålet er, om det er en umulig opgave for en så presset sektor? Det kan jeg godt være bekymret for.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.