Erhverv

Arbejdsløse robotter får nye jobs - og der er rift om dem

Der er bingo på både bæredygtighed og bundlinje, når en brugt robot, som ellers bare stod og samlede støv, får nye opgaver på en anden arbejdsplads

Bila på Mors har stor succes med at opkøbe brugte robotter og omprogrammere dem til nye opgaver andetsteds.
Bila på Mors har stor succes med at opkøbe brugte robotter og omprogrammere dem til nye opgaver andetsteds. Arkivfoto: Bila

Opdateret kl. 16:33

MORS: De seneste 10 år har Bila på Mors formidlet nye hjem til ikke mindre end 70 arbejdsløse robotter. Det giver nemlig god mening, både på bærdygtighed og bundlinje, når de - ofte bekostelige - mekaniske medhjælpere omskoles til en ny funktion.

En god robot kan have en overordentlig lang levetid, oplyser automationshuset. For eksempel har en virksomhed i Nordnorge en robot i deres fiskeproduktion, der arbejder i døgndrift på 24. år.

Dermed kan robotterne i mange tilfælde leve længere end den specifikke funktion, de i sin tid blev anskaffet til. Det skriver Bila i en pressemeddelelse.

- Lige nu har vi ni brugte robotter på lager. Der er rift om dem, og vi har solgt ekstraordinært mange i år, men heldigvis kan jeg stadig opstøve flere. Modellerne varierer fra gang til gang, men de kan typisk bruges til opgaver inden for håndtering, pakning og palletering, fortæller Brian Ejsing, der er Team Leader, Service Nord hos Bila.

Mens mange robotter kan videreformidles, som de er, er mange andre blevet skilt ad til reservedele, så kunder hurtigt kan få her og nu hjælp til at komme op at køre igen, selv i en tid med komponentmangel.

Et anlæg med en brugt robot koster i mange tilfælde en tredjedel af prisen på en ny robot, og derfor giver tiltaget god mening for mange små- og mellemstore produktionsvirksomheder, vurderer Bila.

- Det er jo dejligt, når noget både er bæredygtigt og en god forretningsmæssig finte for alle parter. Når der installeres automationsanlæg, især hos større virksomheder, bliver ældre robotter af og til overflødige i dén produktion. Det kan være, når emner udgår. Så ringer de til mig og spørger, om Bila vil aftage robotudstyret. Det vil vi som regel gerne, uanset robotfabrikat, siger Brian Ejsing.

Interessen for brugt robotteknologi er voksende, og derfor går Brian Ejsing på jagt via annoncering og kontakter i hele Europa, når han skal opspore robotter. Robotterne bliver derefter fragtet til Danmark, hvor de bliver serviceret og eventuelt også retrofittet. 

De robotter, der viser sig ikke at kunne repareres, skilles ad, og de dele, der kan bruges som reservedele til andre robotter, gemmes til dette formål, så alle råvarer genbruges. Det er i øvrigt ikke altid kun selve robotten, der kan genbruges hos nye kunder. Øvrige komponenter som sikkerhedsafskærmning, borde, baner og værktøjer er standardkomponenter, der også har en høj genanvendelsesgrad.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden