Bilsalget knækker midt over: Her er, hvad A-holdet og B-holdet køber
Salgstallene for elbiler afslører stor intern ulighed blandt de private bilkøbere
INDLAND: De er blandt de mest solgte biler herhjemme, men bag de galopperende salgstal gemmer sig en kraftig og overraskende skævhed.
Sådan lyder det fra brancheorganisationen FDM, som har kigget nærmere på, hvem det egentlig er, der køber elbiler.
Her viser der sig en stor ulighed blandt private bilkøbere. Det skyldes dels, at der er et stort udbud af elbiler i prisklassen 300.000-500.000 kroner og stort set ingen mellem 150.000-250.000 kroner.
- Stiller man det hårdt op, køber A-holdet grønne biler, mens B-holdet må ”nøjes” med benzinbiler i mindre prissegmenter. Det viser, at bilsalget er ved at blive meget delt, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM.
De private trækker for
I 2022 var gennemsnitsprisen for de nye benzinbiler, som danskerne købte, 247.000 kroner. Til sammenligning kostede en elbil næsten det dobbelte – 453.000 kroner.
En plugin-hybrid stod i 461.121 kroner. Dieselbilerne var endnu dyrere.
Næsten en tredjedel af alle nye biler, der sælges i dag, er elektriske, hvilket er en fordobling på bare et år. Men det er i allerhøjeste grad private bilkøbere, som trækker læsset.
71 procent af elbilerne købes eller leases af private. Når firmabilisterne er langt mindre tilbøjelige til at vælge elbil, skyldes det ifølge FDM blandt andet et problem med den såkaldte tvungne genberegning af firmabilers værdi.
Den betød, at da priserne steg markant i en overgang, blev flere firmabilsejere beskattet højere end bilens oprindelige pris.
- Samtidig er der elementer som ladestress og rækkeviddebekymring, fordi firmabilister typisk ligger meget på vejene og endnu ikke er trygge ved lademulighederne, siger Ilyas Dogru.
Styrer mod massive prishop
Selvom elbilerne lige nu er populære som aldrig før, er der ifølge FDM og andre i bilbranchen risiko for, at salget styrer mod en hård opbremsning.
Elbilerne står nemlig til at blive markant dyrere, når de grønne bilafgifter for alvor træder i kraft i 2027.
For eksempel vil en Tesla Model Y i den såkaldte LR-udgave stige med 22 procent fra 440.990 kroner i dag til 537.282 kroner i 2027.
Samme billede tegner sig for en af de bedst sælgende elbiler i øjeblikket, VW ID4. Listeprisen for den er i dag 414.995 kroner. Om fire år vil den koste 489.992 kroner.
Årsagen til prishoppet
Når kommende elbilejere skal dykke væsentligt dybere i lommerne, skyldes det ifølge FDM de planlagte afgiftsstigninger, der blev fastlagt i en aftale om grønne bilafgifter tilbage i december 2020.
De grønne bilafgifter tager udgangspunkt i, at produktionsprisen på elbiler vil falde markant over de kommende år, fordi batterier bliver billigere.
Derfor vil afgiften på elbiler, som i dag er på 40 procent, stige til 80 procent frem mod 2030.
Det vil især puste til priserne på elbiler i prislejet 400.000-500.000 kroner, som er dem, der lige nu sælges flest af.
De billigere elbiler bliver mindre hårdt ramt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.