Erhverv

Bombe under erhvervsliv: Chef-stop sår tvivl om organisations overlevelse

- Fremtiden på kort bane ser svær ud, udtaler bestyrelsesformanden efter organisationen må sige farvel til sin fjerde chef på lige så mange år

Bestyrelsesformand for Thy Erhvervsforum Elisa Grauenkjær udtaler, at "det er klart, at fremtiden på kort bane ser svær ud".
Bestyrelsesformand for Thy Erhvervsforum Elisa Grauenkjær udtaler, at "det er klart, at fremtiden på kort bane ser svær ud". Foto: Bertel Bolt

Opdateret kl. 13:55

For fjerde gang på lige så mange år må Thy Erhvervsforum nu vinke farvel til sin erhvervschef. Det sker, efter Lisbeth Bang Nielsen er blevet opsagt fra sin stilling.

- Vi ser et behov for en anden profil til at varetage de fremtidige opgaver i Thy Erhvervsforum. På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Lisbeth Bang Nielsen for at have styrket både det politiske og erhvervsmæssige netværk, ligesom økonomien er vendt fra underskud til overskud under hendes ledelse, forklarer bestyrelsesformand Elisa Grauenkjær.

Det kaster erhvervsorganisationen ud i uvished, idet der nu er blot én erhvervskonsulent tilbage, skriver Thy Erhvervsforum i en pressemeddelelse:

- Det er klart, at fremtiden på kort bane ser svær ud for Thy Erhvervsforum, da der lige nu ikke er nok mandskab til at yde den ønskede hjælp til medlemmerne. Men vi giver ikke op på alt det gode arbejde, der er gjort igennem årene for at opbygge et stærkt erhvervsnetværk, hvor vi har hjulpet med at være et bindeled mellem erhvervsdrivende, rådgivere og mentorer samt kommunen. Bestyrelsen går naturligvis straks i gang med at finde en afløser for Lisbeth. Vi er dog sideløbende blandt andet i dialog med Thisted Kommune om, hvordan vi sikrer, at aktiviteterne bliver grebet af funktioner i Thisted Kommune for at videreføre den positive udvikling af erhvervslivet i Thy, forklarer Elisa Grauenkjær.

Thy Erhvervsforum har under Lisbeth Banh Nielsen formået at vende et underskud til et overskud, ligesom samarbejdet med medlemmer og kommunen ifølge bestyrelsesformanden er styrket.

- Vi skylder nu alle medlemmer og den tilbageværende erhvervskonsulent, Carsten Emil Feldtmann, en hurtig afklaring på, hvorvidt det er muligt at opbygge en ny organisation, skabe stabilitet og udpege en ny erhvervschef, siger Elisa Grauenkjær og fortsætter:

- Vi skal selvfølgelig have ansat nogle flere erhvervskonsulenter, men nu skal vi først finde fodfæste i det hele. Carsten Emil Feldtmann har fulgt med på sidelinjen og forsikret os om, at han har overblik i en grad, hvor det i en periode godt kan lade sig gøre for os at træde vande. Så nu må vi finde ud af, hvor vi starter henne, så vi kan komme ud mod en ny fremtid.

På få år har Thy Erhvervsforum haft stor udskiftning på ledelsesposten. I november 2019 valgte daværende chef Kim Bak Kristensen at stoppe efter to år på posten, og han nåede at have et kort overlap med sin afløser Mikkel Johansen, da denne tiltrådte i januar 2020.

Allerede i februar 2021 blev Mikkel Johansen så afløst af Anne Hansen, der ledte Thy Erhvervsforum frem til sin fyring i januar 2022. Herefter var bestyrelsesformand Elisa Grauenkjær konstitueret chef, indtil Lisbeth Bang Nielsen tiltrådte i april 2022.

Thy Erhvervsforum er en uafhængig medlemsorganisation for virksomheder i Thy. Organisationens erhvervskonsulenter hjælper medlemsvirksomhederne med alt fra virksomhedsudvikling til dialog med kommunen og fastholdelse af arbejdskraft.

Elisa Grauenkjær oplyser, at Lisbeth Bang Nielsen vil fortsætte med at varetage sit arbejde i opsigelsesperioden, og at der endnu ikke er sat en endegyldig slutdato på samarbejdet.

- Det foregår ganske fredeligt, og Lisbeth er indstillet på at følge sine opgaver og forpligtelser helt til dørs. Det ville også ligne hende dårligt andet, siger bestyrelsesformanden.

De arrangementer, Thy Erhvervsforum for nuværende har i kalenderen, vil blive gennemført efter planen.

Gå til relaterede emner

Forsiden